- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

SAS sælger 13 ældre MD80-fly

SAS har for en pris af 140 millioner svenske kroner solgt i alt 13 fly i MD80-serien. Køberen er det amerikanske luftfartsselskab Allegiant Air, der tidligere har købt 31 af de ældre McDonell Douglas-fly fra SAS.

Brugte fly er ikke i særlig høj kurs. Især ikke når der er tale om ældre brændstofslugende fly af typen McDonell Douglas, som SAS været en af de største operatører af.

I forbindelse med SAS-Gruppens flådefornyelsesprogram har det skandinaviske luftfartsselskab netop solgt 13 fly i MD80-serien samt 12 ekstra tilhørende motorer.

Transaktionen der har en samlet værdi af 140 millioner svenske kroner betyder, at SAS har fået en gennemsnitlig betaling på 10 millioner svenske kroner per fly. Til sammenligning har et fabriksnyt Boeing 737-800 fly en officiel listepris på 450 millioner kroner.

Køberen af de ældre SAS-fly er amerikanske Sunrise Asset Management, der er tilknyttet Las Vegas-flyselskabet Allegiant Air. SAS indgik i december 2009 en aftale om salg af 18 MD-fly til Allegiant Travel Company, mens der tidligere var leveret 13 fly til samme selskab.

SAS-flyene har i et vist omfang været benyttet af Allegiant Air som reservedele til eksisterende MD-fly. Allegiant Air har i dag en flåde på 58 MD-80 fly og er således blevet en af de største operatører af den aldrende flytype. Det fremgår da ogsåaf gennemsnitsalderen på flyflåden, der er på over 22 år.

Leveringen af flyene vil påbegyndes allerede nu og forventes at være afsluttet i februar 2013. SAS meddeler samtidig, at salget af flyene ikke vil have nogen effekt på selskabets driftsresultat.

Udfasningen af MD-flyene sker som et led i flådefornyelsesprogrammet, der vil betyde, at Boeing 737-800 fly i fremtiden vil blive stationeret på SAS-baserne iOslo og Stockholm, mens København til de europæiske ruter får en flåde af A320-fly tillige med de nuværende BombardierCRJ900-fly.