- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS stopper med at flyve til Moskva

I foråret lukkede SAS ruten mellem København og Moskva, og til efteråret er det også slut med at flyve fra Stockholm til den russiske hovedstad.

Fra den 5. september vil det ikke længere være muligt at flyve med SAS til Moskva. Først lukkede selskabet ruten fra København til den russiske hovedstad tidligere i år, og nu er turen kommet til ruten fra Stockholm til Moskva. Der flyves sidste gang fredag den 3. september.

Det er en faldende efterspørgsel og den russiske rubelkrise, der har resulteret i et svagt marked, som SAS og andre flyselskaber tidligere havde store forhåbninger til.

“Vi har desværre set en svag efterspørgsel på ruten mellem Stockholm og Moskva, som gør, at vi ikke kan opretholde ruten. SAS er en dynamisk virksomhed, som hele tiden tilpasser sig efterspørgslen og markedsituationen.  Derfor kommer vi også til at følge udviklingen nøje for løbende at vurdere, om der igen bliver mulighed for at vende tilbage til Moskva-markedet,” siger konstitueret pressechef Anna Vibeke Nielsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

SAS opgiver dog ikke Rusland helt. SAS flyver fire gange ugentligt i sommertrafikprogrammet mellem København og Sankt Petersborg, mens den russiske storby i øjeblikket betjenes fem gang ugentligt fra Stockholm året rundt.

Ombookes til airBaltic
Passagerer, der allerede har booket billet med SAS, bliver ikke ladt i stikken. SAS har frem til den 24. oktober indgået en såkaldt reprotection-aftale med lettiske airBaltic, således at passagererne kan blive ombooket til at rejse via Riga til Moskva. Det vil dog ikke være muligt at ombooke allerede bestilte bonusbilletter fra SAS til airBaltic.

SAS flyver i dag to gange ugentligt mellem Stockholm og Moskva, mens airBaltic kan tilbyde 24 ugentlige afgange via Riga. Russiske Aeroflot flyver to gange dagligt mellem Moskva og henholdsvis København, Stockholm og Oslo.

Relaterede artikler:

SAS lukker ni ruter i 2016

Finnair skruer ned for Rusland-trafik

Skandinavisk rutelukning til Rusland

SAS skærer ned på Ruslands-trafik

Aeroflot og SAS afslutter samarbejde