- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS: Strategierne kommer ud at flyve

DEBAT: Luftfart er en skrøbelig branche. Derfor skal branchen blive ved med at effektivisere og investere i det, som giver reel værdi for vores kunder, understreger SAS.

Af Lars Sandahl Sørensen, koncerndirektør i SAS

2017 har været et virkeligt spændende år inden for luftfart og ikke mindst i SAS. Året bød på rekordmange kunder i vores fly, stærke regnskabstal og mange spændende produkter ombord. Vores dygtige kollegaer i SAS kan godt være stolte over de resultater, vi har skabt sammen, og som har bidraget til rekordmange tilfredse og loyale kunder i SAS. Året bød også på en længe ventet luftfartsstrategi, som blandt andet skal styrke dansk luftfart. Men 2017 bød også på et år, hvor den i forvejen hårde konkurrence blev skærpet og flere flyselskaber i Europa ikke længere kunne overleve.

2018 bliver endnu et spændende år at følge. Det bliver året, hvor mange strategier får vinger, og det gør året mere interessant – også fra dansk perspektiv. Luftfartsstrategien, som blev præsenteret i sommeren 2017, skal omsættes fra strategi til virkelighed, konkurrencen er skærpet, og vi lancerer igen nye produkter og ikke mindst nye fly. Også for SAS vil 2018 være året, hvor mange strategiske overvejelser og satsninger bliver til virkelighed.

Gode elementer
En af de store nyheder i 2017 var luftfartstrategien, som de fleste i branchen har ventet på med stor interesse. Regeringens luftfartstrategi er med til at sætte luftfart på kortet, styrke luftfarten i Danmark og gøre den mere konkurrencedygtig. Der er mange gode elementer i strategien, som vi i SAS er tilfredse med og bakker op om.

En del af strategien handler om at bringe Danmark tættere sammen. Det er i tråd med vores kommende massive satsning i Aarhus Airport sammen med lufthavnen. I foråret 2018 bygger vi nærmest en luftbro mellem Aarhus og København med 10 daglige afgange, så man hurtigt kan komme til møder i Smilets By eller til hovedstaden. Derudover er der fra Aarhus Airport daglige afgange til Oslo, Stockholm og München. Ferietrafikken vokser også, og derfor giver vi vores kunder mulighed for blandt andet at flyve direkte til Split i Kroatien, Mallorca og Malaga. Det er en stor investering for SAS, hvor vi vil bidrage til lettere adgang til omverdenen fra Østjylland, vækst og øget turisme. Den satsning støtter op om luftfartsstrategien, som skal styrke luftfartens infrastruktur i Danmark.

2018 byder på nye ejere i Københavns Lufthavn. Vi hilser ATP velkommen og ser frem til i fællesskab at gøre både CPH og SAS mere konkurrencedygtige. Vi vil sammen med CPH styrke lufthavnen som en hub, så vi kan åbne flere ruter og samtidig bidrage til tilgængelighed, væksten og turismen i Danmark.

Skrøbelig branche
Konkurrencen i luftfart er hård og bliver formentlig kun endnu hårdere i 2018. Derfor var det også en glædelig dag for SAS og for alle vores kollegaer, at vi i december kom med årets sidste kvartalsrapport og årsregnskab. Det var SAS’ bedste regnskab i 20 år, og tredje år i streg med gode tal, og det skal vi være stolte af. Men selvom, at det går fremad lige nu, vil konkurrencen blive skærpet og de mange hurtige forandringer inden for luftfart kan fortsat udfordre flyselskaberne.

Med Air Berlin og Monarchs konkurs kan vi igen konstatere, at luftfart er en skrøbelig branche. Derfor skal vi igen i år blive ved med at effektivisere og investere i det, som giver reel værdi for vores kunder.

I 2017 fik vi oprettet vores datterselskab i Irland. I midten af december kom A320Neo flyet fra London på vingerne. Til sommer begynder basen i Malaga med at flyve. I SAS ønsker vi, at der på europæisk plan bliver skabt ensartede regler og transparens i forretningsmodellerne. Og her er vores holdning den samme som altid. Det skal handle om at levere det rigtige produkt til den rigtige pris til forbrugeren – og ikke om være bedst til at udnytte uklar og dårlig regulering. I SAS bliver vi derfor ved med at arbejde på europæisk niveau for ensartede vilkår.

40-50 fly mere
2017 blev også året, hvor vi slog passagerrekorden. 30 millioner passagerer fløj med os, og det er blandt andet takket være vores dygtige kollegaer, vores gode produkt og mange ruter. Derfor glæder vi os også til at give vores kunder ekstra gode oplevelser med SAS i 2018, hvor et stærkt og interessant sommerprogram byder på flere spændende destinationer som Beirut, Toulon og Sarajevo.

Til foråret kommer wifi-en på kortruterne, mange nye fly vil blive leveret, kabiner på kortruterne vil være nye, og vi skal snart beslutte os for om, vi skal lægge en bestilling på 40-50 fly mere. De mange tiltag i vores virksomhed kræver store investeringer, men det vil give vores kunder endnu bedre oplevelser med os. Vi ser frem til at følge vores kunder, når de i løbet af næste år sidder i nye fly og poster på sociale medier i realtid.

Mange tak til alle vores kunder og samarbejdspartnere. Glædelig jul og godt nytår.


Dette indlæg er det andet i en serie af debatindlæg, som CHECK-IN.dk bringer i jule- og nytårsperioden.

 

Relaterede artikler:

Billund Lufthavn: Vejen frem går gennem samarbejde