- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

SAS-strejke er en realitet

Omkring 400 svenske SAS-piloter har siden fredag aften været i strejke, og den vil ved slutningen af weekenden have ramt 420 flyvninger og omkring 50.000 rejsende.

Som ventet er de svenske piloter organiseret i Svensk Pilotförening (SPF) fredag aften gået i strejke efter sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne med SAS. SPF har udtaget 400 piloter til strejken, der kommer til at berøre de svenske indenrigsruter samt en række europæiske ruter.

Strejken betyder, at SAS fredag aften har måttet aflyse omkring 40 flyafgange, hvilket ifølge flyselskabet vil berøre 4.000 passagerer. Lørdag er der udsigt til 159 aflyste flyvninger, hvilket menes at ville skabe problemer for omkring 20.000 rejsende. Københavns Lufthavn er i meget begrænset omfang generet af den svenske pilotstrejke. Således er der i løbet af lørdagen aflyst seks returflyvninger fra Stockholm-Arlanda til CPH.

Lørdag eftermiddag har SAS meddelt, at strejken fortsætter hele søndagen igennem, således at samtlige flyvninger med svenske piloter i cockpittet ikke vil blive gennemført. Det går ud over 26.000 passagerer på 220 flyvninger.

Flyvningerne med SAS wetlease-operatører som Cimber, CityJet og Jet Time vil ikke blive berørt af konflikten, og SAS forventer også at flyvningerne på langdistanceruterne kan forblive upåvirket af strejken. SAS tilbyder kunderne at blive ombooket til selskabets partnere, der omfatter Lufthansa, Swiss, United, Thai Airways, AirBaltic, Austrian, Brussels Airlines, Widerøe samt Croatia Airlines. Herudover kan man vælge uden omkostninger at ombooke til et nyt rejsetidspunkt med SAS indtil den 31. oktober.

“Vi opfordrer alle passagerer til løbende at følge udviklingen på vores hjemmeside eller de sociale medier, så de kan have opdaterede informationer om flyafgangene, inden de møder op i lufthavnen,” skriver SAS i en pressemeddelelse.

SAS: SPF har valgt konflikt
Forhandlingerne mellem de svenske piloter og SAS har stået på siden april måned. Overenskomsterne er fornyet for de danske piloters vedkommende, og i går nåede SAS til enighed med de norske piloter. Men selvom SAS hævder at have tilbudt de svenske piloter samme vilkår som i Norge, er det dog ikke lykkedes at opnå en aftale.

“Det er dybt beklageligt, at vores under bliver påvirket af denne konflikt. Vi har været imødekommende over for pilotforeningens krav og tilbudt en aftale på linje med den, som de norske piloter har accepteret. Trods dette har pilotforeningen valgt at gå i konflikt. Vores topprioritet er nu at tage vare på de passagerer, der er ramt at strejken og hjælpe dem på bedst mulige måde,” siger Karin Nyman, der er kommunikationsdirektør i SAS.

Strejken begyndte på samme dag, hvor SAS fik drøje hug efter præsentationen af et kvartalsresultat, der ikke levede op til forventningerne. Kursen på selskabets aktier faldt således med omkring 10 procent efter dagens handel.

Relaterede artikler:

Svenske SAS-piloter har kurs mod strejke fredag

Norsk SAS-strejke afværget

SAS klar til at hjælpe strejkeramte kunder

Risiko for svensk SAS-strejke