- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS udskiller EuroBonus i nyt selskab

Koncerndirektør Eivind Roald forlader koncernledelsen i SAS og bliver administrerende direktør for et nyt selskab, der skal rumme selskabets bonus- og loyalitetsprogram.

SAS har taget en beslutning om at sikre en større finansiel gennemsigtighed ved at udskille et af koncernens vigtigste aktiver i et nyt selskab. Det sker ved etableringen at en ny virksomhed fra den 1. juli 2017, hvotil EuroBonus udskilles. Virksomheden, der endnu ikke har fået et navn, skal ledes af norske Eivind Roald, der samtidig forlader koncernledelsen i SAS. Selv kalder nordmanden den nye virksomhed for et livsstilsselskab.

“Kernen i dette selskab er vores EuroBonus-program, som allerede er en milliardforretning. Men vi tror, at dette er den rette vej at gå at skille bonusprogrammet ud, således at SAS kan koncentrere sig om flytrafik alene. I det nye livsstilsselskab kan vi imidlertid udnytte alle kundedata til at skræddersy oplevelser og kundebehov, og jo bedre EuroBonus-kunde du er, jo bedre tilbud vil du få,” siger Eivind Roald til det norske medie DN.no.

I EuroBonus-programmet ligger der i dag betydelige værdier gemt. Da airberlin i 2012 solgte 70 procent af bonusprogrammet Topbonus til Etihad Airways, fik man en betaling på 1,4 mia. kroner baseret på omkring tre mio. medlemmer, hvorfor en værdi på 2,5 mia. kroner for SAS EuroBonus ikke vil være urealistisk.

Ingen SAS uden EuroBonus
Man kunne umiddelbart forestille sig, at udskillelsen af EuroBonus kan være første skridt på vejen til et helt eller delvist frasalg. Den mulighed tror Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen dog ikke på.

“Uden EuroBonus er der ikke noget SAS. At beskæftige nogle fly uden at eje det program, som skal sikre kundeloyaliteten, tror jeg ikke på. Hvis SAS sælger EuroBonus har man samtidig taget skridt til at afvikle sin egen forretning,” siger Jacob Pedersen til CHECK-IN.dk.

Derimod vurderer aktieanalysechefen at SAS kan synliggøre nogle værdier i selskabet, som investorerne vil sætte pris på, ligesom håndteringen af bonus- og loyalitetsprogrammet i et selvstændigt selskab kan skabe mere dynamik.

“SAS sidder i dag på det bedste kundekartotek i hele Skandinavien, og det bør man kunne kapitalisere bedre på,” mener Sydbanks SAS-ekspert.

Erstattes i koncernledelsen
Med Eivind Roalds overgang til det nye selskab, vil han samtidig forlade koncernledelsen i SAS. Eivind Roald kom til SAS den 1. april 2012 med titel af salg- og marketingdirektør og en placering i koncernledelsen, og efter to og et halvt år blev ansvaret udvidet til at omfatte samtlige kommercielle aktiviteter med titel af koncerndirektør.

Den 1. juli overtager Annelie Nässen rollen som koncerndirektør med ansvar for salg og marketing, og hun har hidtil været ansvarlig for Global Sales & Revenue Management med reference til Eivind Roald. Det er således chefens stol, at hun overtager. Den anden del af Eivind Roalds opgaver, der omfatter Product, Network & Revenue, overtages af Karl Sandlund, der i dag er koncerndirektør med ansvar for Strategic Initiatives.

Med den forestående ændring vil SAS således fastholde en koncernledelse på syv medlemmer, der fremover vil være fordelt på seks svenskere og en dansker.

 

Relaterede artikler:

SAS fordobler besparelsesprogram

Masser af skjulte værdier i SAS

Norwegian slår SAS på loyale medlemmer

Airberlin sælger bonusprogram for 1,4 mia. kroner