- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

SAS vil begynde forfra

Her til morgen har SAS præsenteret en omfattende spareplan, der indebærer reduktion i personaleomkostninger og pensionsforpligtelser samt outsourcing og frasalg af blandt andet SAS Ground Handling og det norske flyselskab Widerøe.

4 Excellence-strategien er blevet udvidet. Den hedder nu 4 Excellence Next Generation (4XNG) og skal illustrere, at SAS vil begynde forfra med en ny struktur.

I første omgang skal selskabet spare 2,6 mia. kroner ved at genforhandle overenskomsterne med personalet, centralisere de administrative funktioner, indgå nye pensionsaftaler samt oursource call center-funktioner og SAS Ground Handling.

Hele administrationen i selskabet flyttes til Sverige, hvilket i første omgang kommertil at koste 800 administrave stillinger fordelt på Danmark, Norge og Sverige.

Herudover skal selskabet i gang med at frasælge aktiver til en værdi af også 2,6 mia. kroner. På den officielle salgsliste står det norske regionale flyselskab Widerøe, ejendomme relaterede til lufthavnsoperationer samt Ground Handling og flymotorer.

“Dette er vores ‘final call’, hvis der fortsat skal være et SAS. Vi har fået denne sidste chance for at begynde forfra og gennemføre disse fundamentale forandringer. Jeg ved, at vi kræver meget af vores medarbejdere, men der findes ingen anden udvej. Jeg håber, at vores loyale og dedikerede medarbejdere har viljen til at kæmpe for, at SAS skal overleve og dermed sikre vores arbejdspladser. Gør vi det, kan vi på længere sigt investere i nye fly og udvikle vores virksomhed, så SAS også fremover kan spille en vigtig rolle for mange millioner mennesker i Skandinavien,“ siger Rickard Gustafson, koncernchef i SAS.

Ifølge SAS forventer selskabet fremadrettet af få markedsmæssige vilkår i alle kollektivaftaler samt muligheden for at slippe af med bureaukratiet gennem centralisering og reduktionen af administrationen. Herudover bliver der ifølge SAS en størrefleksbilitet ved at lægge flere arbejdsopgaver ud til eksterne leverandører.

Aftale om kreditfaciliteter
SAS oplyser endvidere, at der er indgået en aftale om forlængelse af lån og kreditter til en værdi af 3 mia. kroner frem til den 31. marts 2015. Den samlede finansieringsplan er sikret ved hjælp fra syv banker samt hovedaktionærerne bestående af de tre skandinaviske regeringer og Knut og Alice Wallenberg Fonden.

Det understreges dog, at finansieringsaftalen er betinget af de skandinaviske regeringers godkendelse samt at fagforeningerne godkender de nye overenskomster med personalet.

Allerede søndag den 18. november er der indkaldt til nyt bestyrelsesmøde i SAS for at afklare, hvorvidt mulighederne for at gennemføre spareplanen er til stede. Det kunne således tyde på, at selskabets ledelse og bestyrelse har rettet en rygende pistol mod medarbejderne, og at fingeren sidder meget løst på aftrækkeren.