- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS: Vort bonusprogram er ikke til salg

Hos SAS har man ligeså mange medlemmer i bonus- og loyalitetsprogrammet SAS EuroBonus, som der i dag er i Airberlin´s Topbonus. Men SAS ønsker ikke at sælge sit bonusprogram, der har forpligtelser for mere end 1,3 mia. svenske kroner.

Gårsdagens meddelelse om salg af majoriteten af Airberlin´s bonusprogram Topbonus til Etihad Airways har sat gang i spekulationerne omkring værdiansættelsen af SAS Euro Bonus.

I forbindelse med introduktionen af den nye spare- og strategiplan 4XNG var der forlydender fremme om, at SAS ville kunne hente et større beløb ved frasalg af EuroBonus loyalitetsprogrammet.

SAS EuroBonus kunne i år fejre 20 år i markedet og er et af de største bonus- og loyalitetsprogrammer i Nordeuropa og samtidig også et af de mest succesfulde, idet SAS igennem tiden har fået et væld af priser og anerkendelser for programmet.

I skrivende stund har SAS i alt 2.949.335 medlemmer i SAS EuroBonus og er således gansketæt på de 3 millioner. Airberlin havde til sammenligning 2,8 mio. medlemmer ved udgangen af 2011 og forventer 3,1 mio. medlemmer ved årets afslutning.

Større værdi for SAS
Hos Sydbank er senioranalytiker Jacob Pedersen ikke i tvivl om, at bonus- og loyalitetsprogrammet har en større værdi for SAS, end det har for Airberlin.

“SAS har et stærkt og effektivt bonusprogram, og i modsætning til Airberlin har SAS en stor afhængighed af frekvente forretningsrejsende, der benytter programmet i stor udstrækning,“ vurderer Jacob Pedersen overfor CHECK-IN.dk.

Han er samtidig af den opfattelse, at EuroBonus vil være noget af det sidste, som SAS vil overveje af sælge. Det er en meget intregreret del af flyselskabets kerneforretning, og ifølge Jacob Pedersen skal SAS principielt stå med mere end det ene ben i graven for at overveje et salg.

Denne vurdering understøttes også af SAS.

“EuroBonus er integreret i SAS og et tilbud, som vi fortsat giver vores kunder. Vi har ingen planer om at sælge EuroBonus,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark.

Kan være skjult kapitaltilførsel
Airberlin har gennem salget af 70 procent af aktierne i Topbonus Plc til Etihad Airways fået en kontant økonomisk gevinst på 184,4 mio. euro, hvilket er godt 1,4 mia. danske kroner. Det svarer mere eller mindre til selskabets børsværdi og er baseret på en pris på 65 euro per medlem.

Umiddelbart kunne man antage, at prisen per medlem ville være minimum den samme, hvis en aktør fik mulighed for at købe sig ind i SAS EuroBonus. Men der er tvivl om, hvorvidt denaftalte pris også svarer til markedsvilkårene.

“Salget af hovedparten af Topbonus til Etihad Airways kan være en måde at gennemføre en kapitaltilførsel til selskabet,“ siger Jacob Pedersen fra Sydbank.

Hvis SAS skulle sælge EuroBonus-programmet vil der også følge forpligtelser med til en eventuel køber. Således har SASi seneste årsregnskab opgjort værdien af alle uindløste point til 1,35 mia. svenske kroner. Værdien blev i øvrigt nedskrevet med 380mio. svenske kroner i 2011 som følge af de seneste års fald i billetpriserne. Det betød samtidig, at SAS i 2011 har kunnet indtægtsføre ettilsvarende beløb.