- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Scoot siger nej til lavprisruter til Europa

Singapore-baserede Scoot Airlines ser ikke aktuelle muligheder i lavprisruter mellem Europa og Asien, hvor Norwegian starter sin lavprissatsning.

Høje brændstofpriser og Europas økonomiske krise betyder, at det asiatiske lavprisselskab Scoot Airlines ikke har planer om europæiske ruter lige foreløbig.
“Europa er på vores radar, men brændstofpriserne og den økonomiske krise i Europa betyder, at vi ikke vil flyve til Europa inden for de næste to til tre år. Desuden er mulighederne i Asien og Australien i en radius af syv timers flyvning fra Singapore fortsat store for lavprisselskaber,“ forklarede Campbell Wilson, direktør for Scoot Airlines, mandag på en konference for lavprisselskaber i Londons Heathrow-lufthavn.
Norwegians første
Netop ruter mellem Europa og Asien er udset til at blive de første, når det norske lavprisselskab Norwegian starter lavprisflyvninger næste år. Således vil Bangkok sammen med New York blive nordmændenes første destinationer fra Oslo og Stockholm.
Scoot er ejet af Singapore Airlines, og selskaberne har en aftale om, ikke at konkurrere direkte mod hinanden.
“Vi er her for at komplimentere hinanden og styrke Singapore Airlines-gruppen som helhed,“ fortalte Campbell Wilson til omkring 200 tilhørere fra lavprisselskaber og lufthavne fra hele verden.
Gruppen består af Silk Air, Singapore Airlines og Scoot Airlines, ligesom man ejer 32,9 procent af Tiger Airways. Opgaverne er fordelt således, at Silk Air og Singapore Airlines tilbyder full-service flyvninger på henholdvis under og over fire timer. I lavprissegmentet tager Tiger Airways sig af ruter med under fire timers flyvning. Med lanceringen af Scoot Airlines kan Singapore Airlines-gruppen også tilbyde lavprisflyvninger over fire timer.
Selskabets første flyvning var fra Singapore til Sydney den 4. juni og til oktober når selskabet op på ni ruter fra basen i Singapore til destinationer i Australien og Asien.
Selskabet overtog en række Boeing 777-fly fra Singapore Airlines og installerede 40 procent flere sæder. Samtidig flyver flyene 50 procent mere end de gjorde i Singapore Airlines’ farver.
“Singapore Airlines tidstabeller er oftest indrettet efter hvad der passer forretningsrejsende bedst. For os handler det blot om at have flyene i luften så meget som muligt,“ siger Campbell Wilson.