- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Sharm El Sheikh splitter charterbranchen

Apollo vender til oktober tilbage til Sharm El Sheikh i Egypten. Star Tour vil omvendt vente mindst et år og Spies vil hellere satse på Hurghada.

Er man til lune temperaturer året rundt, snorkling direkte fra stranden, pool- og strandliv, god atmosfære og bazarliv kombineret med en kort flyrejse, så er Sharm El Sheikh i Egypten en oplagt destination for hele familien.

Uro i Egypten og på Sinai-halvøen fik i marts sidste år Udenrigsministeriet til at fraråde alle ikke-nødvendige rejser til Sharm El Sheikh. Det blev ophævet igen i juli sidste år. Men de store danske charterarrangører har dog stort set alle sammen været tilbageholdende med at vende tilbage til destinationen.

Men ved indgangen til vinteren genåbner Apollo for salget af rejser til Sharm El Sheikh med afgange hver fredag fra København og med foreløbigt i alt syv hoteller på menuen.

”Fra fredag d. 9. oktober genåbner vi stille og roligt for rejser til Sharm El Sheikh. Det er en destination, vi har glædet os til at få tilbage i rejsekataloget, og vi ved, at de mange danske Sharm-fans også har set frem til igen at sætte fod på Sharm El Sheikhs særlige strande og få et gensyn med de historiske fodspor, som er med til at gøre Sharm til en så unik charterdestination,” forklarer Glenn Bisgaard, kommunikationschef for Apollo.

Apollo, der er Danmarks tredjestørste charterarrangør, tilbyder fra oktober foreløbigt i alt 3.500 rejser fra København direkte til Sharm El Sheikh.

Fylde hele fly
Hos Danmarks næststørste charterarrangør, Star Tour, er man mere tilbageholdende og har ingen planer om at vende tilbage til Sharm El Sheikh i den kommende vintersæson. Her er fokus i første omgang den anden store egyptiske feriedestination ved det Røde Hav, Hurghada.

”Vi vil gerne stabilisere Hurghada først og få volumen hertil op i en størrelse, hvor vi selv kan fylde hele fly. I øjeblikket er der mange delefly til Egypten,” pointerer Gorm Pedersen, der er landechef for Star Tour i Danmark.

Star Tour forventer at sende 9.000 gæster til Hurghada i den kommende vinter. For 3-4 år siden, før politisk uro ramte Egypten, havde Star Tour 15 – 16.000 gæster til Egypten.

”Egypten er stadig sårbar. Ikke mindst terrorangrebene i Tunesien har påvirket kundernes interesse for Egypten i en negativ retning. Så vi venter mindst et år med at vende tilbage til Sharm El Sheikh,” understreger Gorm Pedersen.

Star Tour har ikke tradition for at tilbyde sommerrejser til Sharm El Sheikh. I den periode er der nemlig alt for mange russere og italienere på destinationen.

Uden den store succes
Hos Danmarks største charterarrangør, Spies, har man altid været mere tilstede i Hurgada end i Sharm El Sheikh. Og sådan vil det fortsat være.

”Vi havde en lille Sharm El Sheikh-operation i vinteren 2010-2013, men uden den store succes. Vi har altid haft et bedre udvalg af hoteller i Hurghada, især i Makadi hvor vi er stor. Og vi har ingen planer om at starte op Sharm til vinter, men koncentrerer som sædvanlig på Hurghada-området,” siger kommerciel direktør i Spies, Carlos Cebrian.