- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Sidste måned med størst vækst i Skandinavien

Aarhus Lufthavn har de seneste 12 måneder været den mest væksttunge lufthavn i Skandinavien. Ved indgangen til april er denne periode slut.

Siden SAS den 9. april sidste år valgte at igangsætte en større offensiv i Aarhus Lufthavn, har den østjyske lufthavn kunnet præsentere markant vækst.

Således var Aarhus Lufthavn i 2018 den lufthavn i Skandinavien, der havde størst passagervækst med en stigning på 30,6 procent til i alt 486.166 passagerer.

Marts måned bliver dog den sidste måned, hvor Aarhus Lufthavn kan præsentere en markant vækst. I april skal væksten måles i forhold til samme måned sidste år, hvor 41.428 passagerer rejste gennem lufthavnen. Sammenlignet med 42.092 passagerer i marts i år er det tydeligt, at det atter er blevet hverdag for Aarhus Lufthavn, selvom forskydningen at påsken kan rykke lidt på tingene.

”Vi holder foden på speederen, og vinder fortsat på det omfattende ruteudviklingsarbejde, der i øvrigt stadig har fuldt fokus i lufthavnen. Blandt andet byder foråret på nye ruter til det græske øhav og andre populære soldestinationer, ligesom SAS står klar med sprøde sommernyheder til både strand og storby,” siger Aarhus Lufthavns administrerende direktør, Peter Høgsberg. 

Omdisponering af kapacitet
I marts var der atter fremgang i udenrigstrafikken, idet 21.836 benyttede lufthavnens internationale ruter, hvilket var 55,4 procent flere end sidste år.

Den 1. april kunne SAS åbne en ny rute til Manchester med tre ugentlige afgange, men her bliver der ikke tale om vækst, da der i stedet er skåret tre ugentlige afgange væk fra München-ruten. I de kommende uger åbner SAS også ruter til Faro og Rom, der principielt er omdisponeret kapacitet, der allerede var tilgængelig sidste år.

Tilbagegang i indenrigs- og chartertrafik
Efter tre måneder med tilbagegang i indenrigstrafikken var der i marts atter fremgang, da samlet 16.900 passagerer benyttede indenrigsruten til København, hvilket repræsenterer en fremgang på 8,5 procent. Det skyldes dog primært, at påsken faldt i slutningen af marts sidste år, hvorfor der var færre forretningsrejsende på indenrigsruten sidste år.

Det ændrer dog ikke på, at der i første kvartal var 899 færre indenrigspassagerer end sidste år, hvilket er 2,1 procent færre end årets første kvartal i 2018.

Chartertrafikken voksede i marts med beskedne 0,7 procent til 3.247 passagerer, og samlet var der i første kvartal af 2019 en tilbagegang på 11,9 procent.

 

Relaterede artikler:

Fortsat indenrigstilbagegang i Aarhus Lufthavn

Bedste år i Aarhus Lufthavn siden 2012

Vækst for 12. måned i træk i Aarhus Lufthavn