- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Singapore Airlines vil fusionere med datterselskab

En fornyelse af alle flyene hos det regionale asiatiske flyselskab SilkAir, der er datterselskab af Singapore Airlines Group (SIA), er undervejs.

SilkAir skal gennem et stort investeringsprogram, der fokuserer på at få opgraderet alle kabinerne. Og det kan i sidste ende resultere i, at det bliver slået sammen med Singapore Airlines, lyder det i en pressemeddelelse fra selskabet.

Der er tale om en investering på over 100 millioner dollars (640 millioner kroner, red.), og pengene skal gå til markant fornyelse af kabinerne i samtlige SilkAirs fly. Fornyelsen omfatter indretningen af såkaldte ‘lie-flat’-sæder i Business Class og installation af underholdningssystemer i både Business Class og Economy Class. Målet er at få et mere ensartet produkt på tværs af SIA-koncernen.

Opgraderingen af kabinerne hos SilkAir forventes først at begynde i 2020. En fusion mellem SilkAir og Singapore Airlines vil muligvis ske, når et vist antal af SilkAirs fly har fået det nye kabineprodukt.

Nye kabiner er stort skridt
Omfordeling af fly og ruter mellem SIA-koncernens flyselskaber kan også komme på tale for at bibeholde den løbende udvikling med at optimere koncernen.

”Singapore Airlines er et år inde i vores treårige Transformation Programme, og dagens meddelelse er et betydeligt skridt for at give flere vækstmuligheder og forberede koncernen til en endnu stærkere fremtid,” siger Goh Choon Phong, koncernchef i Singapore Airlines.

”Vigtigst af alt er, at vores kunder vil opleve det positivt. Det er endnu et eksempel på den store udvikling, vi laver, for at sikre, at vores produkter og service fortsat er førende i branchen på tværs af kort-, mellem- og langdistanceruter.”

Vil kun betjene Boeing-fly
SilkAir har en flåde på 11 fly fra Airbus A320-familien samt 17 fly af typen Boeing 737-800 og fem af typen Boeing-737 MAX 8. Det regionale flyselskab er i gang med at overgå til kun at have Boeing 737-fly i sin flåde.

I 1989 blev SilkAir lanceret som Tradewinds Airline, og fokus var dengang på rejser til feriedestinationer i Sydøstasien. I 1992 blev flyselskabet omdøbt til SilkAir, og i årene herefter blev selskabet løbende omdannet til at betjene helt almindelige regionale destinationer. I dag har SilkAir næsten 2.000 ansatte.

I 2016 transporterede SilkAir i alt 3,8 millioner passagerer, og flyselskabet har i øjeblikket 49 destinationer i 16 forskellige lande.

 

Relaterede artikler:

Gigantisk flyordre fra Singapore Airlines

Lufthansa og Singapore Airlines styrker samarbejde