- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Singapore Changi fortsat verdens bedste lufthavn

For fjerde gang i træk bliver Singapore Changi kåret som verdens bedste lufthavn. CPH går et par pladser tilbage, mens Amsterdam Schiphol fortsætter sin rutsjetur nedad ranglisten.

De kan noget i Singapores Changi-lufthavn, som de ikke kan i nogen andre lufthavne i verden. Noget som passagererne godt kan lide. For fjerde år i træk er lufthavnen nemlig blevet kåret som verdens bedste i den prestigefyldte Skytrax-undersøgelse af flypassagerers tilfredshed. Mere end 13 millioner passagerer har bedømt mere end 550 lufthavne over hele verden. Og størst er tilfredsheden altså med Singapore-lufthavnen.

På de to øvrige podiepladser er der også genvalg, da Seoul Incheon for fjerde år i træk bliver nummer to og München for tredje år i træk bliver nummer tre. Zurich bliver næstbedste europæiske lufthavn på en syvendeplads med London Heathrow lige efter på ottendepladsen. Zurich kan desuden kalde sig verdens bedste blandt lufthavne med mellem 20 og 30 millioner årlige passagerer.

Københavns Lufthavn ryger to pladser ned fra 16. pladsen i 2015 til 18. pladsen i år og må se sig overhalet af Helsinki Vantaa-lufthavnen, der rykker op fra en 18. til en 15. plads.

Fortsætter rutsjetur
Amsterdams Schiphol-lufthavn fortsætter de senere års rutsjetur nedad ranglisten, der bliver betegnet som den vigtigste af luftfartsbranchens mange prisuddelinger. En tredjeplads i 2013 blev til en femteplads i 2014. I 2015 landede lufthavnen på en niendeplads og i år bliver det til en skuffende 13. plads. Lufthavnen må således blandt andet se sig slået af Frankfurt, der rykker op fra nummer 13 i 2015 til nummer 12 i 2016.

En af dette års højdespringere er Doha Hamad Airport i Qatar, der går fra en 22. plads i 2015 til en 10. plads i år.