- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Skærer ned på Tyrkiet-ruter

Flere flyselskaber har midlertidigt skåret ned på kapaciteten på flyvninger til Istanbul. Turkish Airlines vinterlukker to ruter til Skandinavien.

De mange terrorhandlinger i Tyrkiet har nu fået den direkte konsekvens, at flyselskaberne skærer ned i produktionen på flyvninger til især storbyen Istanbul.

Lufthansa-gruppen er gået mest drastisk til værks, idet SWISS midlertidigt i vintertrafikprogrammet har lukket ruterne fra Zürich til henholdsvis Istanbul og Izmir. Dermed vil der ikke være direkte flyvninger med Star Alliance-selskabet til Tyrkiet i perioden fra 30. oktober 2016 til 26. marts 2017. Tidligere fløj SWISS dagligt til Istanbul i vinterhalvåret samt to gange om ugen til Izmir.

Flere asiatiske og mellemøstlige flyselskaber har også justeret kapaciteten til Istanbul. Således også det koreanske Star Alliance-selskab ASIANA, der fra 9. august frem til 28. oktober skulle have gennemført fem ugentlige flyvninger mellem Seoul og Istanbul. Det er nu reduceret til fire flyvninger, således at 20 procent af kapaciteten er fjernet.

Noget tilsvarende er sket for Korean Air, der siden slutningen af juli også har skåret ned på Seoul-Istanbul ruten. Tidligere fløj selskabet fem gange om ugen på ruten fra Seoul til den tyrkiske storby, men siden 1. august har der været fløjet fire gange om ugen, og fra den 21. august flyves der kun tre gange ugentligt.

Endelig har Etihad Airways siden den 1. august byttet fly på ruten mellem Abu Dhabi. Tidligere benyttede man Boeing 787-9 Dreamliner, men denne flytype er nu afløst af Airbus A321. Dermed er sædekapaciteten per afgang blevet reduceret fra 231 til 174 sæder, hvilket svarer til 25 procent.

Vinterlukker ruter til København og Stockholm
I det kommende vintertrafikprogram planlægger Turkish Airlines indtil videre at flyve fem gange ugentligt fra Istanbul til Billund, mens ruten fra Istanbul til Aalborg bliver reduceret fra fem til fire ugentlige afgange. Til København flyver Turkish Airlines i dag tre gange dagligt fra Istanbul-Ataturk, mens der flyves fem gange ugentligt fra Istanbuls Sabiha-Gocken lufthavn. Ruten fra Sabiha-Gocken til København, der åbnede den 30. maj i år som helårsrute, er nu blevet fjernet i vintertrafikprogrammet.

Fra Istanbul-Ataturk til Oslo Lufthavn reduceres fra 18 til 14 ugentlige afgange, mens Turkish Airlines vil beflyve Stockholm-Arlanda med tre daglige afgange fra Ataturk-lufthavnen, mens de fem ugentlige afgange fra Sabiha-Gocken fjernes på samme måde, som det er tilfældet for Københavns Lufthavn.

 

Relaterede artikler:

Forbud mod flyvninger mellem Tyrkiet og USA

Én god rute kan blive til to svage ruter

Terrorangreb i Istanbul Ataturk-lufthavnen (opd.)

CPH-rute til Istanbuls anden lufthavn