- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Skandinaviens største feriemesse åbner i dag

Messecenter Herning gør klar til at tage imod flere end 65.000 gæster til Skandinaviens største feriemesse. Mere end 1.000 udstillere vil være på plads.

Det er manges indtryk, at feriemesser er stedet, hvor brochure- og souvenirjægerne kæmper sig frem fra stand til stand for at fylde plasticposerne med alt, hvad hjertet begærer. Det er det også. Men feriemessen i Herning er heldigvis andet og mere end det.

Det bekræfter de mange udstillere år efter år, hvor de peger på, at gæsterne på Ferie for Alle er mere seriøse og målrettede, end det eksempelvis er tilfældet under Ferie og Fritid i Bella Center. På Bella-messen finder man netop flere posejægere, end det er tilfældet i Herning.

Ellers er forskellen på de to messer, at Ferie for Alle i Herning tiltrækker op imod 70.000 gæster, mens Ferie & Fritid sidste gang rundede knapt 45.000 besøgende.

I Herning står man lige nu klar til at tage imod ved den 16. udgave af Ferie for Alle. Når dørene bliver slået op i dag klokken 10.00, kan de mere end 1.000 udstillere se frem til et par hektiske dage med et mylder af mennesker over det hele.

“Vi er stolte over, at vi for tredje år i træk har flere end 1.000 udstillere med i Herning, og vi glæder os over, at vi igen i år kan præsentere Skandinaviens største vifte af rejsemuligheder for vore trofaste gæster. Her er noget for alle, hvad enten man søger eksotiske rejsemål, campinglivet eller danske destinationer, som i år har ekstra stor fokus,“ fortæller Anders Ladefoged Mortensen, der er projektchef hos MCH Messecenter Herning.

To udlandshaller
Temaområdet “udland“ er sædvanligvis et af de absolut største trækplastre på Ferie for Alle. I 2012 kom der endnu større fokus på ferie i udlandet, da udlandsområdet blev udvidet til at fylde to haller – én med Europa og charter og én med oversøiske destinationer. Populariteten kunne aflæses derved, at henholdsvis 92 procent og 67 procent af samtlige besøgende kom forbi hver af de to udlandshaller.

Den traditionelle udlandshal (hal M) samler charterarrangørerne og udstillerne med de europæiske rejsemål. Det er her, at op imod 60.000 gæster cirkulerer forbi i løbet af de tre dage, så trænglsen kan til tider være stor. Derfor er hal G med de oversøiske rejser en god aflastning, idet søgningen hertil er noget mindre. Samtidig er der forbedrede faciliteter i den oversøiske hal, hvor der afholdes mere end 100 rejseforedrag under messens afvikling.

Der er direkte forbindelse mellem de to udlandshaller, der rummer flyrejser, oversøiske rejsearangører, kør-selv-ferie, krydstogt, miniferie, charterrejser og busrejser.

Hvis man som besøgende ønsker at komme indenfor i det forjættede land skal der slippes 100 kroner for en voksen ved indgangen. Børn mellem 5 og 12 år betaler blot 10 kroner, mens der fredag er en særpris for alle +60 seniorer, der kan nøjes med at betale 50 kroner.