- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Skandinavisk lufthavn kan omdannes til motorbane

Udsigten til en regning på 250 mio. svenske kroner for reparation af hovedbane og taxiveje fik i januar 2015 Gøteborg City Airport til at beslutte en afviklingen af den kommercielle trafik i lufthavnen, der især betjente lavprisflyselskaber som Ryanair og Wizz Air.

Den tunge kommercielle trafik blev sidenhen flyttet til Gøteborg-Landvetter lufthavnen, mens Swedavia i samarbejde med kommunen i Gøteborg har arbejdet på at finde en fremtidssikret løsning for lufthavnsområdet, hvori de såkaldte general aviation-aktiviteter kunne fastholdes, og herunder 112-virksomheden med helikoptertjeneste for ambulance-, politi- og redningstjenesten. Derfor vil der i mindst fem år frem være en bane på 1.000 meter til rådighed.

Hele lufthavnsområdet på i alt to millioner kvadratmeter og 20.000 kvadratmeter bygninger er nu blevet overtaget af den svenske projektvirksomhed Serneke. Købsprisen lyder på 175 mio. svenske kroner plus eventuel en yderligere betaling på op imod 200 mio. kroner afhængig af områdets fremtidige udvikling.

Sernekes vision er at skabe et center for automotive-udvikling med testbaner, laboratorium, salg og bilsyn kombineret med et oplevelsescenter. Man vurderer også muligheden for at etablere et motorstadion med STCC-bane (Scandinavian Touring Car Championship, red.) eventyr- og vandland, uddannelsesinstitutioner, hoteller og virksomheder med udendørs aktiviteter.

Swedavia varetager lufthavnsdrift til 2017
Planerne er mangfoldige, og kun fantasien sætter grænser for mulighederne på det kolossale areal. Men det bliver under alle omstændigheder noget med biler, idet den svenske bilproducent Volvo gennem tiden har været synonymt med Gøteborg.

“Vi ønsker at beholde privatflyvning og 112-operationer og samtidig drage fordel af det uudnyttede areal, der står til rådighed for derigennem at skabe et levende område, der tiltrækker offentligheden såvel som virksomheder,” siger Ola Serneke, administrerende direktør i Serneke Group i en pressemeddelelse.

I første omgang får Serneke rollen som ejendomsbesidder, mens driften af lufthavnen sikres af Swedavia frem til den 1. februar 2017. Efter denne dato skal driftes af lufthavnen ske i samarbejde med aktørerne på stedet. Den endelige udforming vil blive besluttet i løbet af sommeren og efteråret.

Det er ikke usædvanligt, at tidligere lufthavnsarealer omdannes til motorbaner. Konsulentvirksomheden Atkins vurderede i 2014 forskellige scenarier for Aarhus Lufthavns fremtid. I forbindelse med en eventuel afvikling af den østjyske lufthavn, foreslog konsulentvirksomheden etablering af en Formel 1-motorsportsbane på det 370 ha store areal.

Relaterede artikler:

Svensk lufthavn lukkes helt

Svensk citylufthavn i problemer

Atkins: Aarhus Lufthavn som Formel 1-bane