- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Skandinaviske lufthavne blev forbigået ved prisuddeling

Lufthavnene i København, Billund og Oslo var alle nomineret ved World Routes Marketing Awards, men de må rejse tomhændede hjem fra Kina.

Mandag aften dannede China Import and Export Fair i Guangzhou rammen om World Routes Marketing Awards 2018, som en del af den årlige globale rutekonference.

Her skulle findes der vinderne i seks kategorier samt én hovedkategori. På forhånd var Københavns Lufthavn og Oslo Lufthavn nomineret i kategorien med lufthavn mellem 20 og 50 millioner passagerer. Det var et stærkt felt med Athens International Airport, Brussels Airport og Dublin Airport som konkurrenter, og det blev den belgiske storlufthavn, der løb af med sejren, mens Dublin Airport fik en særlig anerkendelse.

I kategorien med regionale lufthavne med under fire millioner passagerer årligt var Billund Lufthavn automatisk nomineret, da den jyske lufthavn vandt Routes Europe Marketing Awards i denne kategori tidligere på året. Men her måtte Billund se sig besejret af irske Cork Airport samt Shannon Airport, der modtog en særlig anerkendelse. Nomineret i denne kategori var også London Southend Airport samt Myrtle Beach International Airport fra den amerikanske delstat South Carolina.

Albrecht Dürer Airport i Nürnberg vandt i kategorien fra fire til 20 millioner passagerer, mens Prag Lufthavn fik en særlig anerkendelse. Blandt de allerstørste lufthavne med flere end 50 millioner passagerer, var det Singapore Changi Airport, der kunne tage trofæet med hjem foran Amsterdam Schiphol Airport, der fik en særlig anerkendelse.

Bruxelles løb med hovedprisen
Udover lufthavnskategorierne skulle der også uddeles en pris i en individuel kategori, hvor det var ruteudviklerne fra lufthavne og flyselskaber, der var nominerede.

Således også marketingchef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn, men han måtte se sig besejret af Gabriel Schmilovich, der er netværksdirektør hos det spanske lavprisflyselskab Vueling. Blandt de øvrige duellanter i denne kategori var ruteudviklingsdirektørerne fra Louis Armstrong New Orleans International Airport og fra Adelaide Airport i Australien. De europæiske konkurrenter var marketingchef Neringa Ohrstrom fra London Stansted Airport, ruteudviklingsdirektør Wilco Sweijen fra Amsterdam Schiphol Airport samt trafikdirektør Jasper Spruit fra norske Avinor.

Den samlede vinder ved World Routes Marketing Awards 2018 blev Brussels Airport, der er kommet stærkt igen siden terrorangrebet i slutningen af marts 2016.

“Vores begrundelse for nomineringen handlede om, hvordan vi arbejder, og hvordan vi støtter vores flyselskaber, så vi er glade for, at dette har gjort forskellen, og at vi derigennem er blevet anerkendt. Vi har tiltrukket en lang række nye flyselskaber og destinationer i løbet af det seneste år, såvel som flere frekvenser fra eksisterende kunder, og dette er en fantastisk præstation for hele holdet,” sagde Léon Verhallen, chef for Aviation Development i Brussels Airport i forbindelse med prismodtagelsen.

Den danske delegation fik dog en lille trøstepræmie. Uden for den officielle prisuddeling vand Københavns Lufthavn prisen for bedste udstillingsstand. Her var det som sædvanligt et udskænkningsområde fra Joe & The Juice, der var det bærende element i standen.

 

Relaterede artikler:

Ruteudviklingskonference blev evakueret

Optimisme hos danske lufthavne før World Routes

Billund har en af verdens bedste ruteudviklere

Tre skandinaviske lufthavne nomineret til World Routes 2018