- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Skiftedag i rejse- og luftfartsbranchen

Et nyt afstemningssystem med vægt på kvalitet, førte til skiftedag ved Danish Travel Awards 2017, hvor 16 ud af 17 kategorier fik nye vindere. Der var også skiftedag i ejerkredsen.

Onsdag aften var flere end 300 chefer og ledende medarbejdere fra den danske rejse- og luftfartsbranche på plads i Cirkusbygningen, hvor Stand By for 23. år i træk var arrangør af Danish Travel Awards.

Studievært på TV2, Cecilie Beck, var atter konferencier og uddelte 17 priser – to mindre end sidste år. I år var der kun én krydstogtpris ligesom kategorien Bedste Business Eventbureau var udgået.

I år havde præsidiet for Danish Travel Award valgt at finde vinderne på en ny måde. Ansatte i rejsebranchen, der tidligere har kunnet stemme via deres abonnement på standby.dks nyhedsbrev, kunne i år ikke stemme. Begrundelsen var, at det systemmæssigt ikke kan kontrolleres, hvor mange der eventuelt stemmer på sin egen virksomhed.

I år havde Stand By også skiftet analyseinstitut til Epinion, der havde spurgt sit udvidede Danmarks-panel med 2.000 medlemmer. Panelet udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen, fordelt på alder, uddannelse, indtægt, bopæl og andre parametre.

Bedømmelsen inden for ‘kvalitet af ydelsen’ var der lagt særlig vægt på i forbindelse med grundlaget for at finde de rigtige vindere. Dog blev vinderen af kategorien Bedste Biludlejningsselskab fundet efter afstemning i salen onsdag aften, hvor AVIS Biludlejning vandt prisen. De øvrige kandidater var Enterprise, Europcar, Hertz og Sixt.

Her er vinderne
Danish Travel Award-priserne blev uddelt i denne rækkefølge – i parentesen er sidste års vinder:

Bedste Krydstogtrederi: MSC Cruises foran Royal Caribbean Cruise Lines og Celebrity Cruises (sidste år var der to kategorier indenfor krydstogt)

Bedste Passagerrederi (med trafik til og fra Danmark): Bornholmerfærgen foran DFDS og Color Line (DFDS)

Bedste Hotel i København og omegn: Copenhagen Marriott Hotel foran Copenhagen Admiral Hotel og Hotel d’Angleterre (AC by Marriott Hotel Bella Sky Copenhagen)

Bedste Hotel udenfor hovedstaden: Hotel Hesselet ved Nyborg foran Hotel Koldingfjord og Scandic Bygholm Park ved Horsens (Radisson Blu Scandinavia i Aarhus)

Bedste Hotelkæde i Danmark: Guldsmeden Hotels foran Sinatur og Comwell (Arp-Hansen)

Bedste ferierejsebureau: Stjernegaard Rejser foran Nilles Rejser og Happydays (FDM Travel)

Bedste Charterarrangør: Atlantis Rejser foran Spies og Århus Charter (Star Tour/TUI)

Bedste Forretningsrejsebureau: Travellink Corporate foran American Express Global Business Travel og Carlson Wagonlit Travel (CWT)

Bedste Meeting- og Eventbureau: Travellink Corporate foran Profil Grupperejser og Nyhavn Rejser (Nyhavn Rejser)

Bedste Biludlejningsselskab: AVIS foran Sixt og Europcar (AVIS)

Bedste Charterflyselskab: Thomas Cook Airlines foran SAS og TUI-Fly Nordic (SAS)

Bedste europæiske flyselskab: Sun-Air foran Icelandair og Atlantic Airways (SAS)

Bedste oversøiske flyselskab: Singapore Airlines foran Emirates og Thai Airways (SAS)

Bedste indenrigsflyselskab: Alsie Express foran Danish Air Transport og SAS (SAS)

Bedste Turistbureau i Danmark: Østrig foran Irland og Norge (Spanien)

Bedste Rejseland i Europa: Portugal foran Skotland og Spanien (Spanien)

Bedste Rejseland udenfor Europa: USA foran Sydafrika og Thailand (USA)

Det er samtidig blevet besluttet, at Danish Travel Awards hvert år afholdes den første onsdag i oktober. Dermed vil den 24. udgave af prisuddelingen finde sted onsdag den 3. oktober 2018.

Skiftedag i ejerkreds
Udover at der var skiftedag i mange kategorier, så var det samme tilfældet i ledelsen af Danish Travel Awards. Gennem mange år har Scandinavian Travel Media været arrangør, men i forbindelse med fusionen af aktiviteterne i Standby.dk, Takeoff.dk og TTGNordic.com sammen med CHECK-IN.dk, bliver det fremover Travelmedia Nordic, der bliver arrangør.

Her kunne Scandinavian Travel Medias hidtidige ejer Lars Thuesen, byde Ole Kirchert Christensen fra Travelmedia Nordic velkommen som ny medejer af den årlige event. Det blev symbolsk markeret på scenen. Så der var ikke alene skiftedag hos prisvinderne – det var der også i ejerkredsen bag Danish Travel Awards og de tilhørende digitale medier.

 

Relaterede artikler:

DTA: I Danmark regerer SAS

SAS ryddede bordet

SAS og CPH løb med hædren

Danish Travel Awards rykker til Billund

Ingen overraskelser ved Danish Travel Awards