- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Snemangel halverer overskud

Københavns Lufthavns mindste handlingselskab halverer sit overskud i 2014 i forhold til sidste år. Forklaringen er mangel på sne og frost.

Copenhagen Flight Services kom ud af 2014 med et overskud på 5,5 mio. kroner efter skat. Et på sin vis pænt resultat i en branche, der er hårdt presset. Der er dog tale om en halvering af overskuddet i forhold til året før. Her landede Københavns Lufthavns mindste handlingselskab på et overskud efter skat på 11,3 mio. kroner. Resultatet før skat blev på 7,3 mio. kroner i 2014 sammenlignet med 15,0 mio. kroner året før.

Forklaringen på det mindre overskud skal primært findes ét sted – hos vejrguderne.

“Der har været mindre sne end året før. Det har givet en ringere afisningssæson,“ forklarer Torben Andersen, direktør for Copenhagen Flight Services, til CHECK-IN.dk.

Selskabet står for at afise fly for en stor del af flyselskaberne i Københavns Lufthavn. Fra 1. oktober til 30. april står Copenhagen Flight Services klar med afisningsmaskinerne. Flyselskaberne betaler dog kun for servicen, når det er frostvejr og kaptajnerne beslutter at lade flyene blive afiset inden start. Så når der ikke er bud efter dem, så koster det Copenhagen Flight Services penge at opretholde beredskabet.

Hjælpe Ryanair
Handlingselskabet havde i 2014 kun to flyselskaber i sin kundeportefølje, når det kommer til lastning og losning af fly og andre handlingopgaver. Det var lufthavnens tredjestørste flyselskab, easyJet, og en af de helt små – hollandske Transavia. Begge selskaber benytter Københavns Lufthavns lavprisfinger CPH GO.

I marts i år startede Ryanair operationer fra Københavns Lufthavn. Det irske lavprisselskab valgte CPH GO og Copenhagen Flight Services til at hjælpe dem med at få vendt flyene. Ryanair har i dag et fly stationeret i Københavns Lufthavn og fem daglige rotationer med CPH-flyet og et fly fra Dublin. I løbet af i år vil Ryanair øge antallet af fly til fire.

Få arbejdsro
LO-fagbevægelsen har imidlertid slæbt Ryanair i Arbejdsretten med krav om, at Ryanair tegner overenskomst for sine ansatte på den nye base i Københavns Lufthavn. Hvis Arbejdsretten giver grønt lys til at lave blokade mod Ryanair, så kan Copenhagen Flight Services meget vel blive inddraget i konflikten. For så vil medlemmer af 3F sandsynligvis nægte at tage sig af Ryanair-flyene. Dermed vil det blive svært at få flyene lastet, skubbet tilbage og lignende.

Hos Copenhagen Flight Services ser man frem til snart at få en afklaring af sagen mellem LO og Ryanair.

“Vi håber snart at kunne få arbejdsro. Men indtil videre kan vi blot afvente situationen,“ siger Torben Andersen.

Man kan nemt komme til at glemme Copenhagen Flight Services, når man kigger på handlingselskaber i Københavns Lufthavn og sammenligner med Aviator og SAS Ground Handling, der er de to største handlingselskaber. Et nyt handlingselskab gjorde dog sit indtog i lufthavnen den 1. april i år og tog en stor luns af Aviators forretning. Det er skotske Menzies, der har sikret sig en kontrakt på handling af Norwegians fly.