- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Sønderborg-selskab udvider samarbejde med ATR

Skyways Technics har indgået en partnerskabsaftale med flyproducenten ATR Aircraft om at supportere kunderne i Asien- og Stillehavsområdet fra afdelingen i Malaysia.

Den Sønderborg-baserede flyvedligeholdelsesvirksomhed Skyways Technics blev i slutningen af 2016 udpeget som anbefalet flyværksted for fly, der er produceret af den fransk-italienske flyproducent ATR Aircraft.

Skyways Technics havde dengang omkring 30 års erfaring med vedligeholdelse af ATR-fly, da selskabet frem til foråret 2012 hed Cimber Air Maintenance Center og var en del af Cimber Air og sidenhen Cimber Sterling, der gik konkurs i maj 2012.

Sidenhen har administrerende direktør Benjamin Jais Nielsen købt de ejere ud, der overtog efter Cimber Sterling-konkursen, og nu har selskabet fuld fart på i Danmark samt hos afdelingen i Malaysia og på salgskontorerne i USA og De Forenede Arabiske Emirater.

Senest har Skyways Technics indgået en aftale med ATR Aircraft om at supportere ATR-kunder i Asien og Stillehavsområdet med forskellige komponentreparationer i eftermarkedet.

Lokal tilstedeværelse og kvalitetsarbejde
Samarbejdet sker fra afdelingen i Subang Airport nær Malaysias hovedstad Kuala Lumpur, hvor Skyways Technics for nylig har fordoblet lagerfaciliteterne og tredoblet værkstedskapaciteten til mere end 3.000 kvadratmeter. Dermed er administrerende direktør Benjamin Jais Nielsen fra Skyways Technics-hovedkvarteret i Sønderborg også stolt af det nye samarbejde.

“Da branchen står midt i sin værste krise nogensinde, er det nu vigtigt at tilbyde flyselskaber innovative og kreative løsninger til at holde deres fly og passagerer i luften. Partnerskaber som dette vil spille en vigtig rolle i at støtte genopretningen af ​​operatører, der fortsat leverer vigtig forbindelse til de samfund, de betjener i hele Asien og Stillehavsområdet.”

Den lokale tilstedeværelse i Asien- og Stillehavsområdet og kvaliteten af de arbejde, som Skyways Technics udfører, har også været en afgørende faktor for det nye samarbejde.

Som producent er vi altid på udkig efter muligheder for at forbedre vores tilbud til vores flyselskaber og kunder. Dette partnerskab giver os mulighed for at konsolidere og forbedre vores GMA-tilbud (Global Maintenance Agreement, red.). Operatører kan drage fordel af det bedste fra begge verdener; en specialiseret reparationspartner og producentens ekspertise,” udtaler David Brigante, direktør for programmer og kundesupport hos ATR, i en pressemeddelelse.

 

Relaterede artikler:

Billund Lufthavn køber Skyways Technics-hangar

Dansk flyvedligeholdelsesselskab udvider i Asien

Skyways Technics-direktør køber ukrainske ejere ud