- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Sommer i norske lufthavne over 2019-niveau

Antallet af passagerer hen over sommeren i de norske lufthave oversteg tallet for samme periode i 2019. I august satte en Avinor-lufthavn rekord for tredje måned i træk.

August blev endnu en måned med vækst i de norske lufthavne, der generelt gennem sommeren har haft masser at se til med forventningsfulde ferierejsende.

Den norske lufthavnsoperatør, Avinor, har udsendt trafiktallene for august, og her fremgår det, at det samlede passagertal for de 43 lufthavne, som Avinor driver, endte på 4.966.000 passagerer. Det var en stigning på fire procent i forhold til samme måned sidste år.

Dermed har samlet lidt over 15 millioner passagerer benyttet de norske lufthavne i løbet af sommeren, hvilket glæder Gaute Skallerud Riise, der er direktør for trafikudvikling hos Avinor.

”Sommermånederne har været meget gode, og i perioden fra juni til august har alle lufthavne tilsammen haft passagertrafik over 2019-niveauet. Fremadrettet forventer vi en mere moderat udvikling, især om vinteren, hvor udviklingen i flyselskabernes kapacitet i Avinors lufthavne forventes at være svag,” siger han.

Bekymring over udvikling i Oslo Lufthavn
Specifikt i august var der en stigning på fire procent i både antal indenrigs- og udenrigsrejsende i Avinor-lufthavnene, hvilket var en god samlet udvikling, konstaterer Gaute Skallerud Riise.

Særligt én lufthavn skilte sig ud i august, og det var Bergen Lufthavn med i alt 673.000 passagerer. Det var lufthavnens tredje rekordmåned i træk; væksten var på seks procent i forhold til august sidste år og 11 procent flere passagerer end i 2019.

Oslo Lufthavn, der er Norges største lufthavn, håndterede i alt 2.600.000 passagerer i august, hvilket var tre procent flere end i samme måned i 2024. Ikke desto mindre er der bekymring over udviklingen i hovedstadslufthavnen.

”I Oslo Lufthavn fortsætter tendensen med en svagere udvikling end hovedlufthavnene i vores nabolande, både i forhold til Arlanda i Stockholm og især Kastrup i København. Dette bekymrer os, da Oslo Lufthavn er utrolig vigtig, ikke kun for Østnorge og hovedstaden, men for hele Norges konkurrenceevne og internationale attraktivitet,” forklarer Gaute Skallerud Riise.

Flot vækst i det nordlige Norge
Lufthavnene nord for Trondheim oplevede en passagervækst i august på cirka 11 procent i forhold til samme måned sidste år og 14 procent sammenlignet med 2019.

”Turismen er en meget vigtig drivkraft for denne udvikling og viser endnu engang den stærke tendens, som Norge oplever i dette rejsesegment. August er også en typisk feriemåned i Europa og andre dele af verden,” fortæller Gaute Skallerud Riise.

Avinor-lufthavnene havde i alt 56.000 flyoperationer i august, hvilket var en stigning på tre procent i forhold til august i 2024. Væksten år til dato er på to procent.

Også i antallet af droneflyvninger er der vækst i Avinors 43 lufthavne. Således vil årets antal af lovlige droneflyvninger i løbet af september overstige antallet for hele 2024. Hidtil er der foretaget 22.024 droneflyvninger i år; en stigning på 33 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

 

Relaterede artikler:

Største rejsedag i Oslo Lufthavn siden COVID-19

Melder om stigning i flere norske lufthavne

Fortsat bedring i økonomien hos Avinor