- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Sommerruter fra Jylland var ingen succes

Hos SAS bliver der kun genvalg til Gazipasa fra Billund i det kommende sommertrafikprogram. De øvrige fem ruter fra de jyske lufthavne fra dette års trafikprogram fik ikke lov at overleve.

I sommeren 2014 valgte SAS at forsøge sig med en række nye ruter fra de jyske lufthavne rettet mod fritidsrejsemarkedet.

Fra Billund Lufthavn åbnede SAS ruter til Bergen, Gazipasa-Alanya, Nice og Split, mens Aalborg Lufthavn kunne tilbyde Nice og Split som de to eneste sommerdestinationer fra SAS.

Men dette eksperiment lader ikke til at være faldet heldigt ud. SAS offentliggjorde tirsdag sommertrafikprogrammet for 2015, og her var der blot én fritidsrute fra Jylland. Der var nemlig genvalg til Gazipasa-Alanya fra Billund. De øvrige ruter bliver ikke videreført næste år.

Ingen kapacitet til det jyske marked
Hos SAS beklager man, at det ikke var muligt at videreføre ruterne i 2015.

“I forhold til de ruter, som vi valgte, har der ikke været en efterspørgsel, der står mål med det vi behøver for at prioritere og disponere fly til dette marked. Det betyder ikke, at vi opgiver lufthavnene i Jylland, men for den kommende sæson har vi ikke kunnet prioritere kapacitet til flere jyske fritidsruter,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Pressechefen understreger dog, at der næste sommer flyves til Gazipasa-Alanya fra Billund, ligesom der i den kommende vinter vil være en SAS-rute fra Billund til Málaga.

Sommervejr og svag markedsføring
Samlet set præsterede Nice bedre en Split, men det danske sommervejr påvirkede tilsyneladende interesse for en smuttur til Frankrig eller Kroatien.

“Måske skulle vi have investereret mere i markedsføring af ruterne, men vi har sammen med turistorganisationerne og lufthavnene forsøgt at gøre opmærksom på rutetilbuddene. Men det var i hvert fald ikke tilstrækkeligt i den forløbne sommer, men der var mange andre faktorer, der spillede ind,“ fastslår pressechefen.

SAS understreger, at man ønsker at fastholde den regionale rutestrategi og fokus på de jyske lufthavne.

“Vi prøver nogle ting af og tilbyder noget, som er lidt mere offensivt end tidligere. Så må vi gøre noget andet, hvis det ikke virker på en specifik rute.“