- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Southwest-aftale baner vej for ny Icelandair-rute

Icelandair åbner næste sommer en ny rute til St. Louis i den amerikanske delstat Missouri. Ruten skal samtidig styrke samarbejdet med Southwest Airlines, der kan levere transferpassagerer fra en lang række amerikanske destinationer.

Det islandske flyselskab Icelandair fortsætter udbygningen af sit nordamerikanske rutenetværk og har netop annonceret St. Louis som en ny destination fra Keflavik-lufthavnen ved Reykjavik.

Den nye rute får premiere den 14. maj 2027 og skal efter planen betjenes frem til den 24. oktober. Der bliver tale om tre til fire ugentlige afgange på mandage, onsdage, fredage og søndage, og flyvningerne skal gennemføres med Boeing 737 MAX 8.

St. Louis bliver Icelandairs 16. destination i USA, og med den nye rute får rejsende fra den amerikanske Midtvest mulighed for at komme til Island og videre til mere end 35 europæiske destinationer via Icelandairs trafikknudepunkt i Keflavik.

”Vi er meget glade for at kunne tilføje St. Louis til vores rutenetværk næste sommer. St. Louis er en spændende tilføjelse, ikke mindst i lyset af vores voksende samarbejde med Southwest Airlines, som vil skabe bekvemme forbindelser mellem destinationer i Nordamerika, Island og Europa,” siger Tómas Ingason, kommerciel direktør i Icelandair.

Southwest skal levere transferpassagerer
Den nye rute skal ses i sammenhæng med Icelandairs udvidede samarbejde med Southwest Airlines, der er det største flyselskab i St. Louis Lambert International Airport.

Lufthavnen er et af Southwests vigtige trafikknudepunkter, og gennem samarbejdet får Icelandair adgang til et betydeligt antal indenrigsforbindelser i USA. Det gælder blandt andet destinationer i Texas og de omkringliggende delstater, hvorfra passagererne fremover kan rejse via St. Louis og Keflavik til en række europæiske destinationer.

Samtidig får rejsende fra Europa mulighed for at benytte St. Louis som indgang til det amerikanske indenrigsmarked. For Icelandair er samarbejdet med Southwest dermed en mulighed for at udvide kundegrundlaget på de transatlantiske ruter uden selv at skulle betjene alle de amerikanske destinationer.

Arbejder for flere internationale ruter
I St. Louis Lambert International Airport er der stor tilfredshed med, at Icelandair har valgt at etablere den nye forbindelse til Europa.

Lufthavnen, der årligt betjener omkring 15,6 millioner passagerer, har gennem de senere år arbejdet på at styrke sine internationale flyforbindelser. 

”Icelandairs annoncering demonstrerer de mange styrker ved St. Louis Lambert International Airport, når vi arbejder på at sikre internationale ruter til vores passagerer og regionen. Denne succes afspejler det hårde arbejde, engagement og samarbejde, som vores afdeling for ruteudvikling og vores regionale partnere har lagt i projekter som dette,” siger Jerry Beckmann, fungerende lufthavnsdirektør i St. Louis Lambert International Airport.

Der har tidligere været en rute mellem Island og St. Louis, der blev opereret af Wow Air i perioden fra maj 2018 til januar 2019, hvilket var to måneder før konkursen i det islandske flyselskab.

 

Relaterede artikler:

Southwest bekræfter overvejelser om Europa-ruter

Aftale mellem Icelandair og Southwest Airlines er på plads

Icelandair bliver partner med tredje USA-flyselskab