Southwest Airlines kan være på vej til Europa med nye flytyper. Det bekræfter selskabets topchef for første gang. Herfra lyder det, at alt er under overvejelse.
Tidligere i år sendte Southwest Airlines en ansøgning til de amerikanske transportmyndigheder, som antydede, at selskabet har tanker om at indtage resten af verden.
Her bad man nemlig om tilladelse til at foretage planlagte udenrigsflyvninger til alle lande, som USA har Open Skies-aftaler med, og mulighed for at transportere ”personer, ejendom og post” til landene, som har aftaler med USA. Det inkluderer altså lande i Europa, Latinamerika og dele af Asien og Afrika.
Og nu lyder det for første gang fra det store amerikanske flyselskabs topchef, Robert Jordan, at Southwests ledelse overvejer flyvninger til Europa.
Øjner ny forretningsmodel
Tankerne om europæiske ruter kommer i forbindelse med større overvejelser om at ændre forretningsmodellen, som ud over oversøiske flyvninger også kan komme til at inkludere lounges i lufthavne.
Den 9. september udtalte Robert Jordan, at eventuelle flyvninger til Europa ville kræve, at Southwest anskaffer sig en ny flytype. Det ville være et skifte væk fra enhedsflåden, udelukkende bestående af Boeing 737’ere, som Southwest Airlines i dag opererer med.
Jordan understreger, at man stadig blot er ved at overveje strategiskiftet, og at det ikke er, fordi der er forandringer lige på trapperne. Han vil samtidig ikke uddybe, hvad tidsrammen ville være.
”Vi vil fortsætte med at gå efter kunderne og levere det, de ønsker. Vi har millioner af mennesker, der elsker Southwest Airlines. De ville elske at flyve med os til Europa, for eksempel,” siger han ifølge mediet FlightGlobal.
Fokuserer på øget omsætning
Southwest er allerede i dag i gang med at ændre forretningsmodellen, således at man kan tiltrække kunder, som ønsker at betale mere for et udvidet produkt. Det mener man kan øge omsætningen.
Det betyder, at man overvejer et produkt med lounges, første klasse og business class, men Robert Jordan understreger, at man ikke lover nogen af delene, og at alt er under overvejelse.
Beslutninger, som man dog allerede har truffet, inkluderer bagagetakster, faste sædenumre fra næste år, og man er også i gang med at installere premium-sæder med ekstra benplads.
På udenrigsfronten flyver Southwest i dag kun til nogle få destinationer i Caribien og i Centralamerika. For nylig har man dog også indgået bookingpartnerskaber med Icelandair, China Airlines samt EVA Air.
Har ikke lagt sig fast på mulig flyproducent
Når det gælder de nye fly, man muligvis kan anskaffe sig for at kunne nå til europæiske destinationer, fortæller Robert Jordan også, at man er meget åben.
Det kan både være widebody-fly eller narrowbody-fly, som kan komme på tale. Førstnævnte er man dog ikke sikre på, er det bedste valg til at starte med.
Boeing 737 MAX kan ikke nå på tværs af Atlanten, men Airbus’ A321XLR bliver allerede brugt til formålet i dag. Både Boeing og Airbus forventes dog også at lancere nye narrowbody-fly, som kan krydse Atlanten i løbet af det næste årti, og disse kunne være interessante for Southwest.
Southwests overvejelser kommer i en tid, hvor flere amerikanske lavprisselskaber skifter kurs for at kunne holde sig oven vande.
Hos Spirit Airlines har man i starten af september søgt om Chapter 11-konkursbeskyttelse. Fra selskabet har man før oplyst, at man fokuserer mere på premium-tilbud for at kunne samle op på efterspørgslen på det marked med mest vækst.
Relaterede artikler:
Southwest ansøger om tilladelse til Europa-ruter