- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Spies begærer fogedforbud mod Ving Tours

I dag kl. 09.00 vil Spies-koncernen møde op i fogedretten i Glostrup med en forbuds-rekvisition, der har til formål at stoppe den påståede krænkelse af varemærket Ving.

Spies-koncernen har tabt tålmodigheden med Ving Tours, der i snart tre uger har markedsført sig over hele landet med et navn, som har lighed med et af binavnene til Spies A/S; der er Danmarks største charterarrangør.

Det har tilsyneladende ikke været muligt for Spies-koncernen at få en aktiv dialog i stand med ledelsen i Ving Tours, og en nylig svarskrivelse fra den nyetablerede rejsearrangør opfattede Spies som et forsøg på forhaling.

Stridens kerne er navnet Ving A/S, som er et af binavnene til Spies A/S, der i øvrigt har i alt 19 binavne registreret i Erhvervsstyrelsen. Herudover anvender Ving Tours også sloganet “Smil, rejs og vær glad“, hvilket ligger tæt opad “Spies, rejs og vær glad“.

“Vi vil tirsdag morgen kl. 09.00 møde op ifogedretten i Glostrup med en forbudsrekvistion. Da sagen er alvorlig, forventer vi, at der foreligger en afgørelse i løbet af få dage,“ siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

Et fogedforbud anvendes ofte i sager om immaterielle rettigheder, hvor det er vigtigt med en midlertidig retsafgørelse for at begrænse tabet for den skadelidte. Overtrædelse af et fogedforbud kan sædvanligvis straffes med bøde og i grovere tilfælde med fængselsstraf.

Risiko for ‘backfire’
Spies-koncernen har ikke holdt sig tilbage med at sikre mest mulig omtale af sagen i medierne. Dermed kan der i realiteten være en risiko for, at mange danskere på sigt vil forbinde navnet “Ving“ med et eller andet dubiøst foretagende, når røgen en gang har lagt sig efter den nuværende sag.

“Jeg tror ikke, at vi på nogen måde har lidt skade af omtalen i Danmark, da varemærket Ving ikkelængere benyttes på det danske marked. Men med internettes udbredelse må Ving trods altkonstateres at være et globalt brand idag,“ vurderer Torben Andersen.

Ving blev afviklet som selvstændigt brand på det danske marked den 1. maj 2007. INorge og Sverige lever Ving i bedste velgående, og Ving er endda den største charterarrangør i Sverige.

Binavne til Spies A/S:

GATE ELEVEN A/S
GLOBETROTTER DANMARK A/S
MERCUR LEISURE GROUP A/S
MYTRAVEL DENMARK A/S
MYTRAVEL TANGO A/S
NETTOFERIE A/S
NETTOREJSER A/S
REJSEBUREAU SPIES VEST A/S
SAMVÆRS REJSER A/S
SCANDINAVIAN TRAVEL AND LEISURE GROUP A/S
SIMON SPIES HOLDING A/S
SKIBBY REJSER A/S
SPIES DESTINATION SERVICE A/S
SPIES REJSER A/S
SPIES RUSTIK A/S
SPIES SPECIAL A/S
TJÆREBORG REJSER A/S
VING A/S
999 REJSER A/S