- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Spies med overskud trods svært marked

I regnskabsåret 2011/12 leverede Spies sammen med Thomas Cook Northern Euopre det næstbedste resultat nogensinde. Det dårlige sommervejr bidrog til øget købelyst.

Regnskabet for Spies-koncernen og dermed det britiske moderselskab Thomas Cook Groupplc. foreligger noget tidligere end sidste år.

Sidste år på samme tid var det britiske moderselskab nemlig i en ren overlevelseskamp, hvilket betød, at offentliggørelsen af årsregnskabet måtte udskydes. Dengang var det på tale at frasælge nogle af de overskudsgivende aktiviteter for at skaffe penge i kassen. Her var der fokus på den den sunde del af forretningen, der blandt andet findes i Thomas Cook Northern Europe AB, der er moderselskab for aktiviteterne i Norden.

Så galt gik det heldigvis ikke, og i går kunne Spies sammen med Thomas Cook Northern Europe fremlægge resultatet for regnskabsåret, der løber fra oktober måned 2011 til udgangen af september måned 2012.

Det blev et overskud på 1.078 mio. svenske kroner for Thomas Cook Northern Europe, hvilket er det næstbedste resultat nogensinde. For Spies blev det isoleret set til et overskud på 158 mio. kroner mod 119 mio. kroner året før på baggrund af en omsætningsvækst fra 1.451 mio. kroner til 1.500 mio. kroner. I alt 39 mio. af 49 mio. nye omsætningskroner havnede såledespå bundlinjen, hvilket må siges at være ganske imponerende.

“Det er lykkedes os at forbedre vores resultat med 39 mio. kroner i forhold til året før. Det er sket på et marked, der er præget af en voldsom overkapacitet og aggressive lavprisflyselskaber med svingende indtjening. Vi har i året formået at tilpasse vores udbud til efterspørgslen og dermed styrket vores markedsposition,“ siger administrerende direktør Jan Vendelbo fra Spies.

Satser på det sikre
Spies og de øvrige selskaber i Thomas Cook Northern Europe, er kendt for at satse på gennemprøvede rejsemål, som mange ønsker at rejse til. Det vil først og fremmest sige Mallorca, Tyrkiet og Grækenland om sommeren samt De Kanariske Øer, Egypten, Thailand og Caribien i vinterhalvåret.

Hos Spies glæder man sig samtidig over, at der tilsyneladende har været held med at gennemføre en en ny prisstrategi med konkurrencedygtige priser på koncernens egne familie- og voksenhoteller, som udgjorde omkring halvdelen af samtlige solgte rejser.

“Det dårlige sommervejr bidrog til en ekstra stor købelyst, som har holdt sig hele efteråret, og som fortsætter ind i vinteren. De første tidlige tendenser for næste sommer tyder på øget efterspørgsel,“ konstaterer Spies-direktøren.

Udover Spies indgår i Thomas Cook Northern Europe rejsearrangøren Ving i Sverige og Norge samt Tjäreborg i Finland. Herudover indgår charterflyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia samt hotelselskabet Resorts & Hotel, der driver hotelkæderne Sunwing Resort og Sunprime Resorts.