- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Spillet om American Airlines

Verdens femtestørste luftfartsselskab, American Airlines, har været i betalingsstandsning i snart et halvt år, men fremtiden for selskabet og dets 106 millioner passagerer er fortsat uafklaret. Flere bejlere står klar i kulissen i et strategisk spil, hvor fagforeningerne spiller en afgørende rolle.

I november 2011 søgte moderselskabet bag American Airlines, AMR Corporation, beskyttelse mod konkurs bag den såkaldte “Chapter 11 bankruptcy protection“.

Det skete for at “opnå et omkostningsniveau og en gældsstruktur, som er konkurrencedygtig med resten af branchen, for derved at sikre selskabets langsigtede levedygtighed.“

Det er nu snart et halv år siden, men kampen om verdens femtestørste luftfartsselskab og de 106 millioner passagerer, som American Airlines fløj med i 2011, er langt fra overstået.

US Airways ligner en vinder
Flere bejlere har meldt sig i køen, men ifølge The Washington Post tyder flere ting på, at det kan blive US Airways, der løber med American Airlines.

US Airways har forhandlet med de største fagforeningsgrupper hos American Airlines,og fået deres opbakning til en fusion af de to selskaber.Det drejer sig om Transport Workers Union, Association of Professional Flight Attendants ogAllied Pilots Association, der tilsammen repræsenterer 55.000 ansatte hos American Airlines.

Samtidig prøver US Airways nu at få kreditorerne til American Airlines til også at støtte en fusion. Ifølge US Airways vil man nu forsøge at overbevise kredtitorerne om at en fusion af de to selskaber vil skabe en langt større værdi for dem end hvis American Airlines står alene. Ifølge The Washington Post er der allerede indledte uformelle drøftelser mellem US Airways og en række af kreditorerne i American Airlines.

Kontrollen ligger reelt i 9-mands komite
Ledelsen i AMR foretrækker ellers selv at kunne komme ud af betalingsstandsningen, hvorefter man så kan overveje sine muligheder. Umiddelbart har ledelsen i AMR frem til september til at fremlægge en redningsplan, men en kreditorkomite kan fremtvinge en anden løsning.

Nøglen tilkontrollen over American Airlines ligger nemlig i en 9 mand stor kreditor-komite, der varetager selskabets interesser under betalingsstandsningen. Af disse 9 medlemmer har de tre fagforeninger hvert et medlem og deres støttte har US Airways altså allerede sikret sig.

Kan de vinde blot to yderligere medlemmer i denne komite, der også tæller kreditorerne, vil US Airways reelt kunne gennemtrumfe en fusion i en slags fjendtlig overtagelse. Også flyproducenten Boeing har sæde i denne komite.

Spil om ruter og netværk
Ifølge US Airways vil en fusion med American Airlines skabe besparelser og nye indtægter for 1,2 milliarder dollar årligt. En fusion vil reelt skabe verdens største luftfartsselskab da de to selskaber i 2011 tilsammen havde 166 millioner passagerer mod Delta Air Lines 164 millioner passagerer.

En fusion mellem de to selskaber vil dog ikke kun have finansielle og organisatoriske implikationer. Det ville i høj grad påvirke luftfartsbranchen i både USA og globalt da selskabets enorme netværk og flytabeller ville skulle koordineres.En fusion af American Airlines og US Airways ville således skabe den største operatør i USA målt på antallet af daglige afgange og udbudte flysæder.

Styrken ville især være på den amerikanske østkyst og på flere af disse ruter ville det sammenlagte selskab reelt opnå en monopollignende status med 10-15 daglige afgange på den enkelte rute.

Også moderselskabet for British Airywas og Iberia, IAG, har tidligere vist interesse for American Airlines. British Airways frygter, at American Airlines vil forlade oneworld alliancen og dermed bringe samarbejdet om atlanttrafikken i fare. Det kunne ske, hvis American Airlines overtages af Delta Air Lines eller US Airways

Derfor overvejede IAG angiveligt selv at købe sig ind i det konkursramte selskab, men den interesse synes nu ikke længere tilstede. I hvert fald har topchef hos IAG, Willie Walsh nu meldt ud, at IAG vil forholde sig afventende.

Uanset fremtiden venter der et større oprydningsarbejde. I månederne forud for betalingsstandsningenhavde American Airlines fløjet i et økonomisk stormvejr. I 14 ud af de seneste 16 kvartaler havde selskabet tabt penge, og siden 2001 har selskabet sammenlagt tabt $12 milliarder på grund af høje brændstofpriser, alt for høje omkostninger og en milliardstor gæld.