- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Stadig flere Los Angeles-flyvninger fra Skandinavien

Interessen for at komme til Los Angeles fra Skandinavien er så stor, at Norwegian indsætter flere vinterfly fra de tre skandinaviske hovedstæder til verdens filmby nummer et.

På godt tre år er antallet af direkte flyvninger fra Skandinavien til Los Angeles gået fra nul til 15 ugentlige flyvninger. Og nu øges antallet af Los Angeles-flyvninger yderligere.

Det sker når Norwegian ved vinterfartplanens ikrafttræden i slutningen af oktober begynder at flyve til Los Angeles tre gange om ugen fra både Oslo, Stockholm og Københavns Lufthavn. En fremgang på 50 procent i forhold til vintersæsonen 2016/2017, hvor selskabet fløj to gange om ugen fra hver af de tre lufthavne.

Fra København vil Norwegian flyve direkte til Los Angeles onsdag, fredag og lørdag, hvilket ifølge Norwegian giver de rejsende stor fleksibilitet i forhold til at kunne skræddersy rejsen ud fra behov og præferencer.

”Vi har set stor efterspørgsel på vores direkte ruter fra Skandinavien til Los Angeles, og derfor er vi glade for at kunne tilbyde vores rejsende et endnu bredere og varieret rutetilbud i det kommende vinterprogram. Siden vi lancerede vores USA-ruter fra København, Oslo og Stockholm har vores 787 Dreamliner været stopfyldte både på Economy og ikke mindst på vores Premium-klasse,” siger Thomas Ramdahl, kommerciel direktør i Norwegian.

20 år siden
SAS flyver i forvejen syv gange om ugen mellem Stockholm Arlanda og Los Angeles, mens Norwegian i den igangværende sommersæson flyver tre gange om ugen fra Stockholm og København samt to gange om ugen fra Oslo. I alt 15 ugentlige flyvninger, der i vintersæsonen øges til 16 ugentlige flyvninger.

Da Norwegian i februar 2014 åbnede ruter fra Stockholm og København til Los Angeles var det knap 20 år siden SAS havde lukket sin rute Los Angeles-rute fra København.

I vinterprogrammet flyver Norwegian til Los Angeles, Oakland/San Francisco og Las Vegas på den amerikanske vestkyst. Norwegian servicerer også ruter fra København til New York, Boston, Fort Lauderdale og Orlando på den amerikanske østkyst.

Som CHECK-IN.dk kunne fortælle onsdag, så søger Norwegian lige nu kabinepersonale til sin tredje amerikanske base, der skal ligge i netop Los Angeles.

Los Angeles International Airport med IATA-koden LAX var i 2016 verdens fjerdestørste lufthavn med mere end 80 mio. passagerer. Lufthavnens passagertal er siden 2010 vokset med 37 procent.

 

 

Relaterede artikler:

LOT åbner Los Angeles-rute

SAS åbner ruter til Miami og Los Angeles

Norwegian til Los Angeles og New York fra CPH

Norwegians tredje USA-base på vej