2,5 millioner passagerer rejste i november igennem de svenske lufthavne drevet af Swedavia. Det er en stigning på syv procent i forhold til samme måned i fjor. Stadig et stykke vej til 2019 niveau.
Der er fremgang for den svenske flytrafik, som ellers har haft svært ved at komme tilbage på fuldt niveau efter COVID-19. Det er blandt andet Arlanda Lufthavn ved Stockholm, der bidrager til fremgangen med en tocifret vækst i november sammenlignet med samme måned i 2024.
Men næsten alle regionale lufthavne har solid fremgang.
Med 2,5 millioner rejsende i den seneste måned var væksten totalt på syv procent. Det er især indenrigstrafikken, som er ved at få et comeback. Antallet af passagerer på indenrigsruterne steg med 12 procent, mens der var seks procent flere rejsende på udenrigsruterne.
Arlanda med høj vækst
I løbet af november rejste i alt godt 1,8 millioner passagerer gennem Stockholm Arlanda Lufthavn, der er Sveriges suverænt største lufthavn. Det er en fremgang på 13 procent i forhold til november sidste år. Lidt over 1,4 millioner passagerer rejste internationalt, mens knap 375.000 rejste indenrigs.
På indenrigsruterne var der 51 procent flere passagerer, men en del af forklaringen er BRA’s nedlukning af rutetrafik fra Bromma Lufthavn i slutningen af 2024. Antallet af udenrigsrejsende steg med seks procent.
I november rejste lidt over 380.000 passagerer via Göteborg Landvetter Lufthavn, der er Sveriges næststørste lufthavn. Det er seks procent flere end i samme periode i fjor. Den internationale rejseaktivitet steg med seks procent til lidt over 335.000 passagerer. Indenrigsrejser voksede med tre procent og udgjorde knap 45.000 passagerer.
De fleste af Swedavias regionale lufthavne har tocifrede væksttal, og det er primært indenrigsrejser, der går frem. Den største stigning ses i Ronneby med 51 procent og Kiruna med 28 procent, efterfulgt af Luleå og Åre Östersund, begge med 19 procent.
Langt til 2019 niveau
Mens der er solid fremgang i forhold til 2024, så har de 10 lufthavne under Swedavia fortsat ikke genvundet det tabte efter COVID-19. Samlet set halter antallet af passagerer 16 procent efter november 2019 før pandemien. Indenrigstrafikken er faldet med 36 procent, mens udenrigstrafikken kun mangler fem procent i at være tilbage på 2019 niveau.
Lufthavnene i Luleå og Arlanda er kommet bedst tilbage med et samlet efterslæb på henholdsvis to og tre procent
Swedavia oplyser, at der i november er åbnet tre nye ruter. Norse er begyndt at flyve fra Arlanda til Phuket i Thailand, Wizz Air har åbnet en rute til Tuzla i Bosnien-Hercegovina fra Malmø, mens Edelweiss er påbegyndt flyvninger til Zürich i Schweiz.
Relaterede artikler:
Swedavia vil erstatte tabt SAS-trafik udefra