- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Stærke trafiktal fra Finnair: Vækst i Europa og Asien

Finnair havde en passagervækst på over 10 procent i marts med fremgang på både de europæiske og asiatiske ruter. Belægningen blev også markant forbedret hos det finske flyselskab.

Det blev en rigtig stærk begyndelse på foråret for Finnair, der havde fremgang på flere parametre.

Således oplyser det finske flyselskab, at det transporterede i alt 1.015.500 passagerer i marts, hvilket var 10,8 procent flere end i samme måned sidste år. Dengang var antallet af passagerer begrænset som følge af kapacitetsreduktioner efter strejke. Marts i år blev ganske givet også hjulpet på vej af påsketrafik i slutningen af måneden. Påsken i 2025 lå i april.

Der var i alt 609.800 europæiske rejsende, hvilket var 13,3 procent flere end marts i 2025, mens Asien-trafikken havde vækst på hele 38,8 procent til samlet 161.400 rejsende. Antallet af indenrigspassagerer steg med 3,8 procent til i alt 210.900 rejsende.

Trafikken til Nordamerika faldt med 2,2 procent til samlet 33.100 passagerer, mens den mellemøstlige trafik faldt med 99,1 procent til blot 200 passagerer. Flyvninger til og fra Doha og Dubai blev suspenderet 28. februar som følge af krigen i området, hvilket altså i rigtig høj grad har påvirket trafikken hertil.

Særligt ekstra meget kapacitet til Asien
Den samlede udbudte kapacitet målt i sædekilometer (ASK) steg med 2,3 procent i marts. Kapaciteten voksede markant i Asien-trafikken, en del i den europæiske trafik og en smule på indenrigsruterne. Kapacitetsforøgelsen var særligt drevet af flere afgange til Osaka, Tokyo og Hongkong.

Kapaciteten til Nordamerika faldt primært på grund af færre afgange til Dallas og Los Angeles, mens trafikken til Mellemøsten led kraftigt af de suspenderede ruter.

Der var tilbagegang i den transporterede fragtmængde, da den faldt med 4,8 procent. Nedgangen skyldtes især den stærkt faldende fragt til og fra de mellemøstlige destinationer.

Markant bedre punktlighed
Foruden den fine passagervækst havde Finnair også mærkbar fremgang i belægningen i marts. Således steg den med 9,5 procentpoint til 82,4 procent. Der var fremgang på alle markeder på nær Mellemøsten.

Antallet af Finnair-fly, der ankom til tiden, var 89,5 procent mod 85,8 procent i marts sidste år.

Siden begyndelsen på krigen i Mellemøsten i slutningen af februar er prisen på flybrændstof steget kraftigt. Finnair er ganske givet dog ikke så påvirket af prisen som visse andre flyselskaber.

Således oplyser det finske flyselskab, at det har hedget 82 procent af brændstoffet for andet kvartal, mens den gennemsnitlige dækningsgrad for perioden april til december 2026 er på 69 procent. Det betyder altså, at Finnair har over to tredjedele af det forventede brændstofforbrug resten af året dækket via finansielle kontrakter.

 

Relaterede artikler:

Finnair tvunget til at indstille Doha-rute indtil juli

Finnair i 2025: Passagertal på niveau med 2017

Ikke meget bevægelse i passagertallene hos Finnair