- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Star Alliance-selskab bestiller russiske jetfly

Det slovenske Star Alliance-selskab Adria Airways har underskrevet en hensigtserklæring med den russiske flyproducent Sukhoi Civil Aircraft Company (SCAC) om leverance af 15 Sukhoi Superjet SSJ 100. De 15 nye fly skal leveres fra begyndelsen af ​​2019 og overdrages på en langsigtet leasingaftale.

”I løbet af de seneste to år har vi analyseret SSJ 100-typen og er kommet til den konklusion, at alle tekniske og operationelle egenskaber ved dette fly passer bedst til vores strategiske mål,” siger Holger Kowarsch, koncernchef i Adria Airways.

Sukhoi Civil Aircraft Company vil som en del af aftalen sammen med Adria Airways oprette en fælles organisation for vedligeholdelse og reparationer af SSJ 100-fly i Ljubljana Lufthavn i Slovenien.

Skal supplere CRJ- og Airbus-fly
Adria Airways’ flåde består i dag af ni Bombardier CRJ900LR med op til 90 sæder, tre Bombardier CRJ700ER med op til 72 sæder, tre Airbus A319 med op til 144 sæder og seks Saab 2000 turbopropfly med 50 sæder. De nye SSJ-100 fly forventes at få mellem 87 og 98 sæder.

Ifølge Adria Airways koncernchef vil leverancerne af SSJ 100-flyene vil give selskabet mulighed for at lease flere af de nuværende CRJ- og Airbus-fly i Adria Airways ud på ACMI-kontrakter.

Adria Airways, som blandt andet flyver til København, er det første Star Alliance-selskab, som har planer om at få det russiske regionale jetfly i sin flåde. Et andet Star Alliance-selskab, Brussels Airlines, har dog siden foråret 2017 benyttet flytypen på en række ruter via en wetlease-aftale med CityJet.

Utilfredshed med SSJ 100 hos Brussels Airlines
Den irske wetlease-operatør har dog længe haft problemer med leverancerne til Brussels Airlines, da CityJet har haft usædvanligt mange AOG-situationer (aircraft on ground), hvor flyene ikke har kunnet komme i luften på grund af tekniske fejl.

Brussels Airlines har tydeligvis mistet tilliden til SSJ 100-flyene, selvom selskabet ikke vil sige det direkte. Brussels Airlines bekræftede i begyndelsen af november over for CHECK-IN.dk, at CityJet allerede havde taget en Sukhoi Superjet ud af produktion, og at Brussels Airlines i stedet ville indgå en wetlease-aftale med spanske Air Nostrum.

Sukhoi-fabrikkerne har produceret fly siden før 2. Verdenskrig, og det første Sukhoi Superjet SSJ 100-fly gik i kommerciel drift i 2011 med armenske Armavia som lanceringskunde. Aeroflot er i dag den største kunde til det regionale jetfly.

Relaterede artikler:

Brussels Airlines dropper CityJet-fly

Star Alliance-selskab køber russiske superfly

Russisk problemfly mellem CPH og Bruxelles