- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Star Alliance-selskab fra Seoul til Oslo

Star Alliance-selskabet Asiana vil i højsæsonen flyve to gange ugentligt mellem Seoul og Oslo baseret på charterflyvninger.

Der er stigende interesse for Norge fra det asiatiske turistmarked. Derfor har det koreanske Star Alliance-selskab Asiana besluttet at flyve to gange om ugen fra Seoul til Oslo fra den 10. juli til den 29. august.

I første omgang er der dog tale om en charterflyvninger, hvor billetterne sælges via koreanske rejsearrangører.

Der flyves hver tirsdag og lørdag med ankomst i Oslo kl. 14.30, og returflyvning til den koreanske hovedstad er planlagt til kl. 16.15 . Ruten vil blive opereret af en Airbus A330-300, der er indrettet med plads til 290 passagerer.

“Turistvæksten fra Sydkorea er enorm, og det er glædeligt, at Asiana Airlines har valgt at sætte flyvninger op for at imødekomme denne vækst,” siger Jasper Spruit, underdirektør for trafikafvikling hos den norske lufthavnsoperatør Avinor, der driver Oslo Lufthavn.

24 charterflyvninger fra to operatører
I Oslo Lufthavn hæfter man sig ved den stigende interesse for det norske marked fra især Asien. Charterflyvningerne fra Asien kan måske skabe grundlag for en egentlig sæsonrute fra Asiana, der kan have interesse i at flyve til et Star Alliance-hub i Skandinavien.

SkyTeam-selskabet Korean Air har – i lighed med tidligere år – også meldt sin ankomst til Oslo Lufthavn i denne sommer. Selskabet gennemfører fra den 22. juni til 31. august 11 rotationer mellem Seoul-Incheon og Oslo, hvilket er tre flere end i 2017. Dermed bliver der i alt 24 charterrotationer og omkring 12.000 koreanske passagerer til og fra den norske hovedstadslufthavn i den kommende sommer.

“Den øgede kapacitet vil bidrage til en vigtig værdiskabelse for rejsebranchen i Norge fra et købestærkt marked i vækst. Vi ser frem til at byde Asiana velkommen til Norges hovedlufthavn, og vi synes,  at det er vældig positivt, at Korean Air også øger afgangene i sommermånederne,” understreger direktøren.

I 2017 var der i Norge en vækst på 26,7 procent i hotelovernatninger fra sydkoreanske turister, hvilket dermed passerede 120.000 overnatninger årligt. Det er flere end i Danmark og Sverige tilsammen.

 

Relaterede artikler:

SAS og Korean Air skal flyve asiatiske turister til Norge

Korean Air lander i Oslo