- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Star Tour: Vi er Danmarks største om to år

Om to år topper Star Tour listen over de største rejsearrangører i Danmark. Sådan lyder det fra selskabet selv, der er klar til at erobre vigtige markedsandele på det jyske marked for at blive større end konkurrenten Spies, der ifølge nye tal stadig er danskernes foretrukne rejsearrangør.

Af Michael Müller [email protected]

I mange år har Spies Rejser været Danmarks største arrangør af rejser. Men med nye positive væksttal er Star Tour klar til at tage kampen op mod Spies’ position som den førende rejsearrangør i Danmark. For med en vækst på fire procent i antal solgte charterrejser i 2010 svarende til 40.000 ekstra gæster sammenlignet med 2009 er Star Tour ”on the way,” som selskabet selv udtrykker det.

”Om to år er vi Danmarks største rejsearrangør, fordi vi ved, at vi har en ordentlig plan, der gør, at vi bliver de største. Nu består udfordringen i at tage ekstra markedsandele fra især det jyske marked, og det vil vi arbejde hårdt på i de kommende år. Dermed er Jylland den største udfordring i at nå målet om at blive de største men ligeledes komme til at sidde ligeså fast i danskernes bevidsthed, som Spies har gjort det i mange år,” siger Stig Elling, der er salgsdirektør i Star Tour til CHECK-IN.dk.

Stig Elling påpeger, at Star Tour ikke vil være størst bare for at være størst, og at det ikke kun handler om at øge udbuddet. Ifølge salgsdirektøren skal hjerte og sjæl med i det som Star Tour foretager sig, lyder det.

Star Tours udmelding om at slå Spies kommer på baggrund af nye tal fra Rejsearrangører i Danmark (RID), hvor antallet af solgte charterrejser i 2010 fordelt på de største rejsearrangører i Danmark er blevet offentliggjort. Listen toppes ligesom året før af Spies, der i 2010 solgte 29 procent af charterrejserne i Danmark. Dertil skal det nævnes, at RID´s medlemmer udgør 80 procent af det samlede antal solgte charterrejser i Danmark, hvoraf for eksempel Tyrkiet Eksperten ikke hører under.

Star Tour stod for 21 procent af de solgte charterrejser, hvorefter Bravo Tours kom ind på en tredjeplads med en andel på 16 procent. I 2010 solgte Star Tour i Danmark omkring 190.000 charterrejser mod Spies’ små 265.000 solgte charterrejser. Tallene viser, at Star Tour stadig har et stykke vej for at nå Spies’ tal, men med en klar plan for det jyske marked, vil det lykkes, fortæller Stig Elling.

”Konkret i Jylland skal vi sætte kræfterne ind på Aarhus og Billund Lufthavn, eftersom vi har succes i Aalborg Lufthavn og står for omkring en tredjedel af charterrejserne derfra. Vores mål er at blive større i Billund Lufthavn og størst i Aarhus Lufthavn, hvor vi kæmper mod Århus Charter, der stadig er størst i dette område.”

I 2010 rejste i alt 916.310 danskere på charterrejser med et selskab fra RID. Foreningens medlemmer tæller blandt andre Spies, Star Tour, Bravo Tours, Apollo, Århus Charter og Falk Lauritsen Rejser.

Foto: Om to år vil Star Tour være Danmarks største rejsearrangør, vurderer salgsdirektør Stig Elling.