- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Statsministeren er storforbruger af privatfly

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har siden sin tiltrædelse brugt ikke mindre end 7,5 mio. kroner på chartrede fly. Dermed er hun den dyreste statsminister nogensinde på området.

Danmarks statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har nogle særlige privilegier, når hun rejser på tjenesterejse. Ligesom sine forgængere kan statsministeren som udgangspunkt anvende Forsvarets fly til rejser indenfor Europa. Hvis dette fly er optaget, kan statsministeren leje fly fra private operatører.

De øvrige ministre i regeringen skal begrunde, hvis de vælger at chartre fly, men det gælder ikke for statsministeren, idet der skal være mulighed for en “effektiv og fortrolig forberedelse“ samt fleksibilitet omkring transportløsningen.

Ordningen har Helle Thorning-Schmidt da også benyttet flittigt. Siden hun den 3. oktober 2011 dannede regering, har statsministeren frem til den 31. december 2012 været på i alt 50 rejser i såvel indland som udland.

Ikke færre end 36 af de 50 rejser er foretaget med chartret fly og løber op i en sum på 7.477.663 kroner. Det viser åbenhedsordningen om ministres udgifter og aktiviteter, der blev til ved en politisk aftale i april 2009 mellem den daværende regering og Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Ventre.

Dermed er Helle Thorning-Schmidt den dyreste statsminister nogensinde, hvad angår chartrede fly. Fra 2005 til 2010 var omkostningerne til statsministerens chartrede fly ifølge Rigsrevisionen på mellem 2,7 og 4,4 mio. kroner årligt. Det var i perioden, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) var statsminister, indtil Lars Løkke Rasmussen (V) tog over i april 2009. Men Helle Thorning-Schmidt overgår begge d´herrer med en samlet omkostning for privat chartrede fly i 2012 på over 4,9 mio. kroner.

Grønland og Cypern topper
Blandt Helle Thorning-Schmidt´s 36 rejser med chartret fly fra oktober 2011 til december 2012 er omkostningerne i to tilfælde afholdt af Forsvaret, da ærindet med rejsen har været relateret hertil.

De øvrige 34 rejser med privatfly har været til formål i forbindelse med statsministerens officielle opgaver, og særligt forberedelsen af EU-formandskabet har fyldt godt på kontoen. Fra den 3. oktober og frem til den 31. december 2011 formåede Helle Thorning-Schmidt i løbet af tre måneder at bruge ikke mindre end 2,5 mio. kroner på chartrede fly. Det var næsten samme beløb som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen brugte i hele 2006.

Listen toppes af besøg og rigsmøde i Grønland fra den 28. til 31. august sidste år. Rejsen med chartret fly løb op i 786.159 kroner. En anden fremtrædende post på listen over brugen af eget fly er fra den 4. til 6. juli 2012, hvor en kombineret tur til Rebildfesten efterfulgt af et besøg på Cypern løb op i ikke mindre end 446.091 kroner.

Endelig kan man konstatere, at statsministeriet tilsyneladende har en fastprisaftale med Forsvaret eller en anden leverandør ved brug af fly til to-dages møder. I hvert fald optræder samme pris for flycharter på fire forskellige rejser til Helsinki, Bruxelles, Strasbourg og Davos i Schweiz. I alle tilfælde er der faktureret præcist 195.036 kroner til statsministeret for brug af flyet.

Til det samlede regnestykke hører det med, at omkostningerne til flyet også indbefatter en eventuel delegation, der er med på rejsen.

Også med rutefly
Statsministeren kan da også rejse med rutefly. Alle oversøiske rejser er gennemført med rutefly, men der har da også været få tilfælde, hvor Helle Thorning-Schmidt har set bort fra chartret fly ved korte rejser indenfor Europa.

Den 13. og 14. februar sidste år rejste statsministeren således til Berlin med rutefly for at spise middag med den tyske forbundskansler Angela Merkel. Her stod flybilletten i 5.143 kroner. Ugen efter den 20. februar var statsministeren på besøg hos den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy, men her blev et chartret fly til 220.308 kroner valgt til transporten trods 10 daglige afgange med rutefly fra København.

Da statsministeren repræsenterede de rød-hvide farver ved OL i London i august måned, stod der da også rutefly på programmet og en samlet billetpris på 6.737 kroner.

Ingen rejsefråds hos udenrigsminister
På baggrund af en større mediedebat i sommeren 2010 om skiftende udenrigsministres rejseaktivitet med chartret fly anmodede Statsrevisorerne om at Rigsrevisionen undersøgte forholdene. Kritikken handlede blandt andet om, at der ofte blev chartret fly i situationer, hvor et almindeligt rutefly kunne have været anvendt.

Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) fløj i sine sidste ti måneder som udenrigsminister for næsten 2,9 millioner kroner på 23 udlandsrejser, hvoraf hele 16 af rejserne foregik i privatfly, har BT tidligere afsløret. Ligeledes brugte den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister Mogens Lykketoft privatfly 14 gange i løbet af sine otte måneder som udenrigsminister i 2001.

Rigsrevisionen færdiggjorde i april måned 2011 en beretning til Statsrevisorerne, hvor forholdene blev gennemgået. Her blev det konkluderet, at praksis for chartring af fly ifølge ministerierne ikke har ændret sig væsentligt i perioden fra 1995 til 2010, men at der var behov for at dokumentere, hvor ministrene valgte at chartre fly.

Det tyder på, at den nuværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har læst Rigsrevisionens beretning. I forhold til sin nuværende regeringschef samt tidligere udenrigsministre er han et rent dydsmønster. Villy Søvndal har blot tre gange i løbet af sine første 15 måneder som udenrigsminister chartret fly. Det var til destinationer som Kabul / Islamabad, Tripoli i Libyen samt en enkelt rejse til Strasbourg. Regningen løber op i 1,2 mio. kroner.

Ingen kommentarer
Der er dog fem andre ministerkolleger, der har fået øjnene for bekvemmeligheden i at benytte chartrede fly. Der er tale om forsvarsminister Nick Hækkerup (S), justitsminister Morten Bødskov (S), klima,- energi- og bygningsminister Martin Lidegaaard (R), handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) samt Europaminister Nicolai Wammen (S). Tilsammen har de chartret fly 11 gange til et samlet beløb på knapt 1,1 mio. kroner.

Her er det værd at notere sig, at Europaminsteren flere gange har rejste med statsministerens fly, hvorfor disse omkostninger indgår hos denne, mens forsvarsministeren i en række tilfælde har fået stillet flyvninger til rådighed, der ikke er faktureret.

Samlet set er regningen for chartrede fly på 9,8 mio. kroner for den samlede regering for perioden 3. oktober 2011 til 31. december 2012.

Statsministeriets administrationschef Torben Skovgaard Andersen svarede i fredags ikke på henvendelsen fra CHECK-IN.dk, der ønskede en kommentar til statsministerens og øvrige ministres brug af chartrede fly. Det gjorde han til gengæld, da Rigsrevisionen henvendte sig efter i en rapport i april 2011 at have konkluderet, at der var behov for at stramme op omkring ministrenes brug af chartrede fly. Her måtte Torben Skovgaard Andersen den 27. maj 2011 indkalde samtlige ministerier til en præcisering af retningslinjerne på området.