- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Stewardesse faldt ud af flydør

En stewardesse faldt tidligere på ugen ud af et Ryanair-fly i Göteborg City Airport. Hændelsen medførte, at en del passagerer måtte stå af flyet, da der ikke var nok kabinepersonale til at gennemføre flyvningen.

Selvom arbejdsvilkårene i det irske lavprisselskab Ryanair er hårde med lange arbejdstider, lav løn og ingen løn under sygdom, så var en af selskabets stewardesser i denne uge udsat for noget, som ikke er hverdagskost hos selskabet.

Den flyvende Ryanair-medarbejderfaldt ud af bagdøren i et Boeing 737-fly, da døren ved et uheld blæste op. Flyet var ikke oppe i luften, men stod parkeret i Gøteborgs Säve lufthavn. Stewardessen faldt cirka tre meter ned, slog hovedet og blev bragt til det lokale sygehus.

Flyet ankom forsinket til Gøteborg-lufthavnen og flyet var derfor også for sent på den til afgangen tilbage til London Stansted. Lavprisselskaber som Ryanair bruger normalt både den bagerste og den forreste dør i den ene side af flyet til at få passagererne ombord, da det gælder om at få flyene i luften igen så hurtigt som muligt. Døren havde derfor været brugt til at passagererne kunne gå ombord, men trappen var kørt væk, da døren blæste op og stewardessen faldt ned på den svenske asfalt.

Passagerer måtte stå af
Med stewardessen på hospitalet var der pludselig for lidt kabinepersonale i forhold til antallet af passagerer i flyet. En lang række passagerer måtte derfor stå af flyet igen, der senere ankom til London-Stansted med en forsinkelse på 4,5 timer.

Stewardessen er sygemeldt, men hun forventes at være tilbage på arbejde i løbet af få dage hos lavprisselskabet, der ikke udbetaler løn under sygdom.