- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Stille indvielse af jernbane til Aalborg Lufthavn

Søndag morgen ankom det første tog til Aalborg Lufthavn Station. Dagen forinden havde Banedanmark foretaget en stille indvielse af jernbanestrækningen til den nordjyske lufthavn.

Københavns Lufthavn åbnede i efteråret 1998 en jernbanestation under lufthavnens Terminal 3, og nu – 22 år senere –  er Aalborg Lufthavn som den anden lufthavn i Danmark også kommet på jernbanenettet og er dermed endestation for alle InterCityLyn-tog, der udgår fra CPH.

I Aalborg Lufthavn er dog ikke jernbanestation, der er en del af terminalområdet, men en station, der ligger et par hundrede meter fra indgangen til lufthavnsbygningen. Men trods dette, kan det i fremtiden blive et stort løft for den nordjyske lufthavn, når flytrafikken vender tilbage, og når der i 2024 kommer ERMTS-signalsystem, så der kan køre flere tog i timen.

Den nye bane til lufthavnen er næsten tre kilometer lang og vil få direkte forbindelse til hovedjernbanenettet via Aalborg og Aarhus. I starten vil der kun køre et tog i timen på strækningen i op til 19 af døgnets 24 timer.

Søndag ankom det første regionaltog kl. 05.11 til Aalborg Lufthavn Station, kl. 08.11 var det første InterCiy-tog fremme, og kl. 10.19 kørte det første InterCityLyn-tog ind på perronen efter at have tilbagelagt turen fra Aarhus Hovedbanegård på en time og 29 minutter.

Løft til den nordjyske infrastruktur
Ifølge Aalborg Kommunes borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), der også er bestyrelsesformand i lufthavnen, vil den nye jernbane til Aalborg Lufthavn blive en motor for vækst og udvikling i Aalborg og resten af Nordjylland, og det er transportministeren enig i.

”Vi binder vores land bedre sammen, når vi udbygger infrastrukturen på tværs af landsdele. Med en direkte forbindelse til og fra lufthavnen vil det ikke kun blive nemmere at rejse til og fra Aalborg for rejsende fra både ind- og udland, men det vil – sammen med andre forbedringer på jernbanenettet – også give et løft til infrastrukturen i hele den nordjyske region. Derfor er jeg rigtig glad for, at den nye station bliver taget i brug og jeg er ikke i tvivl om, at den vil give et stort løft for de rejsende, når vi igen kan rejse mere frit,” siger transportminister Benny Engelbrecht.

På grund af COVID-19-restriktoner var festivitas omkring indvielsen blevet voldsomt nedskaleret, og derfor kunne transportministeren ikke selv være til stede ved lørdagens officielle åbning af jernbanestrækningen. Han deltog i stedet virtuelt og havde allieret sig med børnehavebørn fra børnehaven Ane Dam i Nørresundby, der foretog åbningen ved at klippe en egenfremstillet snor påsat udklip af fly og tog.

Kritiske røster
At dømme ud fra de mange kommentarer på Aalborg Kommunes Facebook-side, er det ikke alle aalborgenserne, der er lige begejstrede for den nye jernbanestrækning.

Brugerne taler om misbrug af offentlige midler, når der er investeret næsten 300 millioner kroner i tre kilometer jernbanespor, hvor der kun kan køre et tog i timen, og herudover går kritikken på, at jernbanestrækningen kun kommer de passagerer til gode, der kommer sydfra eller bor lokalt i Aalborg tæt ved jernbanestationen.

Endelig er der nogle, der hellere så, at midlerne var blevet brugt til at etablere en 3. Limfjordforbindelse.

Fakta er, at investeringen på 276 millioner kroner blev vedtaget i den politiske aftale om “En ny Storstrømsbro, Holstebromotorvejen mv.” af 21. marts 2013 , og at der udover jernbanespor og 180 meter lang ø-perron er etableret et nyt klargøringscenter, der erstatter det eksisterende klargøringscenter ved Lindholm Station.

 

Relaterede artikler:

Banedanmark: Ingen problem med to tog i timen

“Timedrift reducerer konkurrencemæssig fordel”

DSB: Kun timedrift til Aalborg Lufthavn