- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Største Boeing 767-fly kommer til København

Delta Air Lines indsætter næste sommer Boeing 767-400 mellem København og New York, og dermed kommer en sjælden "fugl" på besøg i CPH.

Da Delta Air Lines åbnede en rute mellem New York-JFK og København i slutningen af maj måned 2010, blev der anvendt Boeing 757-200 fly med plads til 160 passagerer. Sidenhen er ruten blevet en sommerrute, og der har skiftevis været benyttet Boeing 757-200 samt den noget større Boeing 767-300ER, der er indrettet med 211 sæder.

Ifølge CPHtraveller vil Delta Air Lines i næste års sommertrafikprogram introducere Boeing 767-400ER på ruten mellem J.F. Kennedy-lufthavnen og København. I dette fly vil der være plads til ikke færre end 264 passagerer i en treklasses version med 40 sæder på Delta One, 48 på Delta Comfort+ samt plads til 178 passagerer i Economy Class-afsnittet.

Boeing 767-400 ved præsentationen i august 1999. (Foto: Jon Proctor)

Boeing 767-400 ved præsentationen i august 1999. (Foto: Jon Proctor)

Ruten starter op den 26. maj med daglige afgange frem til begyndelsen af september måned. Dermed vil Delta Air Lines udbyde 3.696 sæder om ugen på den direkte rute til New York-JFK, mens konkurrenten Norwegian vil flyve fire gange om ugen med Boeing 787-8 Dreamliner med plads til 292 passagerer. Dermed vil den ugentlige udbudte kapacitet hos Norwegian blive på 2.336 sæder, hvilket er næsten 37 procent mindre en hos den amerikanske konkurrent.

Sjælden “fugl”
Boeing 767-400ER er et ganske usædvanligt fly, da det blot er produceret i 37 eksemplarer fra år 1999 og nogle år frem, men først i 2014 valgte Boeing Commercial Airplanes af fjerne flytypen fra prislisten. Continental Airlines, der sidenhen blev til United Airlines, var lanceringskunde og modtog det første fly i 2000. I dag råder United over 16 af de 37 producerede fly, mens de øvrige 21 er i drift hos Delta Air Lines.

Flyet er 61,3 meter langt og er således forlænget med omkring 6,5 meter i forhold til 300-versionen.

Det er ikke første gang, at Boeing 767-400 flyet kommer til Københavns Lufthavn i fast rutedrift, da det også i sommeren 2008 og 2009 var på besøg i CPH, da Delta Air Lines fløj mellem Atlanta og København. Men alligevel er der en naturlig interesse hos flyspottere og andre flyinteresserede til at kaste et blik på det relativt sjældne passagerfly fra Boeing.

 

Relaterede artikler:

Delta sælger 19 Air Canada-fly til dansk selskab

Delta finjusterer sommerrute til CPH

Delta opruster på CPH-rute

Uændret Delta-kapacitet til København

Delta klar med ‘Breast Cancer One’