- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Største rejsedag i Oslo Lufthavn siden COVID-19

Udenrigsterminalen i Oslo Lufthavn. (Foto: Øystein Løwer/Avinor)

Oslo Lufthavn havde 13. juli sin største dag i antallet af passagerer siden coronapandemiens begyndelse. Juli har generelt budt på vækst i flere større Avinor-lufthavne.

Som i mange andre skandinaviske lufthavne har der været masser af liv i løbet af sommeren i terminalerne i Oslo Lufthavn, der har håndteret hundredetusindevis af forventningsfulde ferierejsende.

Det kan konkluderes ud fra trafiktallene i juli, som den norske lufthavnsoperatør, Avinor, netop har sendt ud. Særligt én dag skiller sig ud ved at have været den travleste siden begyndelsen af COVID-19 i marts 2020. Således håndterede Oslo Lufthavn i alt 100.296 passagerer 13. juli.

I løbet af hele juli gik i alt 2.759.000 passagerer gennem terminalerne i Oslo Lufthavn, hvilket var 10.000 flere rejsende end i samme måned i 2024.

Sommeren bedre end forventet
Avinor, der driver 43 lufthavne i Norge, håndterede i alt 5.076.000 passagerer i juli, hvilket var to procent flere end i samme måned sidste år. Indtil videre i år har der været fire procent flere rejsende end i samme periode i 2024.

Antallet af udenrigsrejsende er steget med én procent, og der har også været flere passagerer på de norske indenrigsruter.

”Sommeren har været god og noget bedre end forventet. Antallet af indenrigsrejsende har især skilt sig ud med en stigning på to procent i forhold til sidste år. Samtidig ser vi en udfladning i væksten, der prægede første halvdel af året. Vi forventer, at denne udfladning fortsætter med en lavere vækst i andet halvår end i første halvår,” siger Gaute Skallerud Riise, direktør for trafikudvikling hos Avinor.

Han fremhæver desuden en stærk fragtudvikling i Oslo Lufthavn med en stigning på seks procent i juli – og 11 procent indtil videre i 2025.

Antallet af flyoperationer i Avinor-lufthavnene i juli steg marginalt til 53.517; hidtil i år er væksten tre procent. Punktligheden i den midterste sommermåned endte på 84 procent.

Stigende droneaktiviteter
I Bergen Lufthavn – Norges næststørste – steg passagertallet med én procent til 664.000 i juli. Passagertallet faldt med to procent i lufthavnene i både Trondheim og Stavanger, der håndterede henholdsvis 304.000 og 352.000 rejsende.

De mest populære destinationer fra Avinor-lufthavnene i juli var De Kanariske Øer & Spanien, Danmark, Storbritannien, Tyskland samt Grækenland. De mest populære flyselskaber var Norwegian, SAS, Widerøe, KLM og Lufthansa.

Foruden den almindelige passagertrafik er droneflyvning en stigende aktivitet i de norske lufthavne. I juli blev der registreret 3.265 droneflyvninger i Ninox Drone, der er Avinors system til håndtering af droner. Det var 50 procent flere flyvninger end i juli 2024. Hidtil i år er væksten 30 procent.

”Det er inspirerende at se, at flere vælger at flyve på en sikker og synlig måde. Når vi får så mange registrerede flyvninger midt i højsæsonen, viser det, at ansvarlig dronebrug har fået et solidt fodfæste i Norge,” siger Mats Gjertsen, chef for droneprogrammet hos Avinor.

 

Relaterede artikler:

Melder om stigning i flere norske lufthavne

Oslo sikrer sig helårsbetjening af Beijing

Markant resultatfremgang hos Avinor