- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Storlufthavn gik tilbage – men fodboldfeber hjalp

Heathrow formåede ikke at holde flyvehøjden helt i årets sjette måned, hvor antallet af passagerer faldt en smule sammenlignet med sidste år. Interessen for VM i fodbold kunne dog mærkes.

Det blev mødt med jubelbrøl og fest natten lang, da Englands herrelandshold i fodbold lørdag sendte Norges ditto ud af verdensmesterskabet og hjem til Skandinavien. Nu venter semifinalen mod Argentina, men det er dog ikke kun de engelske fodboldentusiaster, der glæder sig over turneringen. Det gælder også i London-Heathrow (LHR).

Foruden at det går den rigtige vej for anfører Harry Kane og resten af landsholdet, kan interessen for fodboldkampene aflæses på trafikken mellem den engelske storlufthavn og en række forskellige destinationer i netop Nordamerika, da VM-kampene i år spilles på tværs af 16 værtsbyer i USA, Mexico og Canada.

I løbet af juni rejste knap 1,97 millioner passagerer fra Heathrow til Nordamerika. Det er anden måned i træk, hvor der er fremgang i tallene til denne verdensdel, og sammenlignet med sidste år var der 1,5 procent flere rejsende i årets sjette måned, da antallet endte på 1,94 millioner i juni sidste år.

Heathrow regner desuden med, at VM også vil afspejle sig i trafiktallene for juli, når de er klar, da man har en formodning om, at en del fodboldfans enten i skrivende stund har eller vil gribe chancen til at rejse til Nordamerika, når deres hold lige pludselig befinder sig blandt de sidste, der kæmper om det eftertragtede trofæ.

Bagud med 26,2 procent
Selvom det er gået en kende fremad med den transatlantiske trafik, gik der dog overordnet set færre passagerer gennem terminalerne i den engelske lufthavn i løbet af juni. Samlet set gjorde 7,22 millioner flyrejsende brug af Heathrow, og det er et fald på to procent sammenlignet med året før, hvor antallet blev opgjort til 7,36 millioner.

Ud af de otte markeder, som Heathrow offentliggør tal for, gik alle på nær tre tilbage. Nordamerika, Asien-Stillehavsområdet og den del af Europa, der ikke er en del af EU, gik frem med henholdsvis 1,5 procent, 2,5 procent og 0,1 procent sammenlignet med sidste år.

I forhold til juni 2025 faldt Storbritannien med 0,7 procent og EU-landene med 0,1 procent, mens Afrika var nede med 1,4 procent. Derudover blev der registreret en nedgang på 1,9 procent for Latinamerika, ligesom Mellemøsten faldt med 26,2 procent som følge af Irankrisen og den anspændte situation i denne verdensdel.

I de første seks måneder har der været knap 40 millioner passagerer i Heathrow, der sidste år blev Europas travleste lufthavn målt på passagerer. Antallet blev opgjort til 84,4 millioner mod 83,8 millioner flyrejsende i 2024.

Bør skiftes ind
Selvom det ikke har været uden sten på vejen, er Heathrows danske koncernchef Thomas Woldbye godt tilfreds med udviklingen i løbet af første halvår. Han opfordrer i samme ombæring landets regering til at sætte skub i planerne om at få etableret en tredje bane i storlufthavnen, der har svært ved at udvide yderligere, fordi man mangler kapacitet.

”Til trods for udfordringerne i Mellemøsten har det været en stærk afslutning på første halvdel af 2025. Vedvarende vækst i Nordamerika samt Asien-Stillehavsområdet kombineret med stigende fragtmængder viser med al tydelighed, at der er efterspørgsel efter globale flyforbindelser.”

”Nu hvor regeringen er på udkig efter projekter, der kan være en motor for økonomisk vækst over hele landet, og tiltrække investeringer samt skabe nye arbejdspladser til unge mennesker, mener vi, at Heathrows privatfinansierede udvidelse udgør en oplagt mulighed.”

”En tredje landingsbane vil åbne nye muligheder for både virksomheder, eksportører og lokalsamfund i alle landsdele. Det er på tide at få dette vigtige projekt væk fra sidelinjen og ind på banen,” lyder det afslutningsvis fra Thomas Woldbye.

 

Relaterede artikler:

Heathrow ramt af Irankrisen: Falder fem procent

Heathrow fortsætter vækst: 110.000 flere passagerer

Heathrow-overskud falder trods passagervækst