- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Strejke kan lukke Oslo Lufthavn i fem timer

Avinor og de norske flyvelederes fagforening kan ikke blive enige om en ny overenskomst. Nu er der varslet strejke uden tidsgrænse, og Avinor forbereder en timelang lukning af Oslo Lufthavn på søndag.

Snart kan norsk luftfart blive ramt driftsmæssigt. Norsk Flygelederforening (NFF) har nemlig udsendt et strejkevarsel for 12 flyveledere, hvis en mægling i den norske forligsinstitution, Riksmekleren, med Avinor Flysikring og arbejdsgiverforeningen Spekter på den anden side af bordet slår fejl.

Arbejdsnedlæggelsen er varslet for flyveledere, som arbejder ved Flesland, Oslo Gardermoen, indflyvningskontrollen til Gardermoen og områdekontrollen for Vestlandet.

Parterne skal mødes til mægling den 19. og 20. august. Hvis parterne ikke når til enighed inden fristen den 20. august kl. 24.00, kan NFF’s medlemmer gå i strejke fra den 21. august kl. 06.30. Det oplyser den statslige, norske lufthavnsoperatør Avinor i en pressemeddelelse. Information fra Riksmekleren bekræfter udlægningen.

Vil begrænse konsekvenserne
Fra Avinor Flysikring, som er et datterselskab til Avinor, lyder det, at man forbereder sig på, at strejken bliver en realitet, og man arbejder på at begrænse konsekvenserne for rejsende, flyselskaber og øvrige berørte aktører.

Generelt vil kapaciteten først blive prioriteret til eftersøgnings- og redningsopgaver, ambulanceflyvninger, politi og Forsvarets operative flyvninger, dernæst regulær rutetrafik og offshore-helikoptertrafik. Anden trafik vil blive begrænset efter behov for at opretholde den bedst mulige kapacitet til den prioriterede trafik.

Avinor Flysikring har foretaget en konsekvensanalyse, og den kommer med et bud på et scenarie for, hvad en strejke vil betyde for trafikken. Fra den 21. august vurderer man, at en strejke vil føre til forsinkelser i Flesland og Gardermoen i løbet af eftermiddagen og aftenen. Forsinkelserne vil tiltage i løbet af dagen og blive betydelige i løbet af aftenen. Følgevirkninger vil kunne mærkes over hele Norge i løbet af aftenen.

Lørdag den 22. august forventer man nogle forsinkelser i Gardermoen. Moderate forsinkelser forventes i Vestlandet og tiltagende forsinkelser i Flesland gennem dagen og ud på aftenen. Der forventes samtidig store begrænsninger og periodevis lukket luftrum over Vestlandet lørdag aften.

Fem timers lukning af Gardermoen
Søndag den 23. august forventes der også store forstyrrelser af trafikken, hvis de 12 flyveledere fortsat strejker. Her kan en konsekvens blive, at Gardermoen bliver lukket for trafik fra klokken 06.30 til klokken 11.30, og der forventes store forsinkelser, aflysninger og efterfølgende konsekvenser gennem hele dagen. De trafikale konsekvenser vil kunne mærkes over hele Norge, lyder det.

Mandag forventes nogle forsinkelser om morgenen, men færre i løbet af dagen i både Gardermoen og Flesland. Forsinkelser over Vestlandet vil tiltage noget i løbet af eftermiddagen og aftenen. Eftervirkningerne fra søndagen vil kunne mærkes gennem mandagen.

Fra Avinor Flysikring lyder det, at man håber på, at scenariet ikke kommer til at udspille sig, og at man fortsat håber på, at man finder en løsning, før en strejke bliver en realitet.

”Vi går ind i mæglingen med et klart ønske om at finde en løsning. Samtidig må vi forberede os på, at der kan blive strejke, og vi foretager nu de nødvendige vurderinger for at sikre en sikker drift og god information til de berørte parter,” siger Jan-Gunnar Pedersen, direktør i Avinor Flysikring.

Lover strejke uden grænser
På den anden side af forhandlingsbordet sidder lederen af Norsk Flygelederforening, Robert Gjønnes. Han fortalte i weekenden til det norske medie E24, at de norske flyveledere ønsker forbedringer af deres vilkår, når det gælder pauseregler, rammerne for instruktørvirksomhed og en politik for forskellige livsfaser.

Gjønnes siger, at der ikke er nogen konkret grænse for, hvor længe flyvelederne vil strejke, hvis parterne ikke når til enighed. Dermed kan det tænkes, at Avinor Flysikring må lave en risikovurdering, som rækker ud over fire dage, selvom han også understreger, at konflikten ikke er ønskelig.

”Der er sådan set ’no limits’ for os, når det gælder, hvor længe. Men det er klart, at der ikke er nogen, som ønsker en langvarig konflikt. Så jeg forventer jo, at man finder en løsning. Og som alle andre håber vi, at vi finder en løsning under mæglingen i næste uge,” fortæller Gjønnes.

 

Relaterede artikler:

Trods ny aftale: Stadig risiko for strejker

SAS-kabineansatte stemmer nej: Klar til strejke

Kriseramt Norse hjemsender kabineansatte