- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Strejke skaber store problemer for SAS i Bruxelles

En strejke blandt handlingpersonalet i Bruxelles-Zaventem brød ud i torsdags, og indtil videre har SAS måttet aflyse 62 flyvninger til og fra den belgiske hovedstad.

SAS benytter ligesom 30 andre flyselskaber handlingselskabet Aviapartner i Zaventem-lufthavnen i Bruxelles, hvilket lige nu skaber nogle store udfordringer.

Ansatte hos Aviapartner, der i februar fik tildelt en forlængelse af den eksisterende aftale med Bruxelles-lufthavnen i yderligere syv år, har strejket siden torsdag eftermiddag i sidste uge.

Det er personale, der er ansvarlig for at laste flyene samt at sørge for “pushback” ved gaten, der er gået i strejke, og det betyder, at SAS har været tvunget til at aflyse samtlige flyvninger til og fra Bruxelles siden i fredags.

I fredags måtte SAS aflyse fire rotationer fra København, tre fra Oslo og to fra Stockholm. Herefter er strejkerne fortsat hen over weekenden og mandag med. Samlet har SAS aflyst 62 operationer mellem de tre skandinaviske hovedstadslufthavn og Bruxelles-Zaventem.

Ombooking til 13 flyselskaber
SAS beder passagererne om ikke at møde op i lufthavnen og i stedet kontakte flyselskabet eller deres rejsebureau. Her vil det være muligt at få ombooket billetten til et af de flyselskaber, der ikke benytter Aviapartner som handlingselskab i Bruxelles.

Der er specifikt 13 flyselskaber, at det vil være muligt at ombooke til – og det er både selskaber fra Star Alliance og fra andre konkurrerende alliancer. Disse selskaber er Lufthansa, SWISS, Finnair, LOT Polish Airlines, Air Malta, Alitalia, Croatia Airlines, United Airlines, Japan Airlines, Austrian, Tarom, Air Canada og Delta Air Lines.

Endelig har SAS også givet mulighed for, at rejsende kan ændre destinationen i billetten fra Bruxelles til eventuelt Amsterdam, Paris-CDG, Düsseldorf eller Frankfurt.

Passagererne har også mulighed for selv at finde en alternativ transportløsning. Her vil SAS dække forskellen mellem prisen for den ubenyttede billet til en ny billet, købt andetsteds. SAS vil dog maksimalt dække 300 euro (2.235 kroner) per passager.

Brussels Airlines er ikke ramt af strejkerne, da selskabet benytter Swissport som handlingpartner.

Opdatering: 31. oktober 2018
Sent tirsdag aften er parterne nået til enighed om en ny aftale, hvorfor det ventes at personalet fra Aviapartner genoptager arbejdet i løbet af onsdagen.

 

Relaterede artikler:

Bruxelles Lufthavn ramt af flyvelederstrejke

SAS tilbage til Bruxelles med fuldt trafikprogram