- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Successfuld SAS-migration fra ResAid til Altéa

I weekenden den 25. – 26. februar har SAS gennemført en større omlægning af selskabets reservationsplatform. Det hidtidige system ResAid er blevet afløst af Altéa fra Amadeus.

Amadeus Altéa findes i tre komponenter, henholdsvis “Reservation“, “Inventory“ og “Departure Control“. Det er de to første pakker, som SAS har tilvalgt, hvorfor selskabet nu er kommet på samme teknologiske platform som mange af kollegerne i Star Alliance.

Altéa Reservation modulet benyttes i dag af mere end 140 luftfartsselskaber, mens henholdsvis Inventory og Departure Control hver især har 100 og 60 luftfartskunder på de respektive platforme.

Migrationen fra ResAid til Altéa har betydet et større planlægningsarbejde,hvor omkring 100 medarbejdere i weekenden har været på vagt for at sikre, at alt forløb planmæssigt.

Hele det omfattende arbejde med at flytte bookinger til det nye system fandt sted lørdag aften samt natten mellem lørdag og søndag. Hvis man i perioden fra lørdag den 25. februar kl. 17.00 frem til søndag morgen kl. 07.00 forsøgte at udstede flybilletter hos SAS, fik man således kort og godt beskeden “LINK DOWN“, “TIME OUT“ eller “NOT AUTHORIZED“.

Tilfredshed hos rejsebureauerne

Generelt forløb migrationen succesfuldt. Søndag aften kunne erhvervsrejsebureauet HRG Nordic således konstatere, at der udelukkende var problemer med Travel Pass-produktet,idet det ikke var muligt at foretage nybookinger og ombookinger på lige præcis dette produkt.

Men allerede i løbet af mandagen var der rettet op på de sidste ting, hvorfor flere rejsebureauer kunne melde sig i køen af tilfredse samarbejdspartnere.

“Vi er tilfredse med migrationen. Der er ingen hængepartier tilbage hos SAS,“ konstaterede administrerende direktør Sophie Hulgard fra Danmarks største erhvervsrejsebureau Carlson Wagonit Travel mandag ved middagstid.

Nogenlunde sammemelding kommer fra BCD Travel. Her siger bureauets nordiske kommercielle direktørPer Markussen:

“Hverken vi eller vores kunder har oplevet nogen problemer i forbindelse med SAS migration fra ResAid til Altéa i weekenden. Jeg tror primært at det skyldes en god forberedelsestid og en effektiv kommunikation.“

Stort projekt

Hos VIA Travel har man dog oplevet nogle mindre uregelmæssigheder, der primært har resultateret i en større arbejdsbyrde for bureauet.

“Migrationen har kostet en del ekstra arbejde for os, idet vi har skullet foretage nogle ekstra ting i forbindelse med ændringer af billetter,“ fortæller administrerende direktør Sys Hansen fra VIA Travel.

Men samtidig anerkender VIA-direktørenogså det store arbejde, der har ligget i projektet. “Når man tænker på, hvor stort et projekt det har været, så har det trods alt fungeret godt.“

Netopdet beskedne antal uregelmæssigheder i forhold til projektets størrelse har også været en af succeskriterierne hos SAS.

“Det har været et kæmpestort projekt, som har været forberedt gennem meget lang tid. Det er uundgåeligt, at der er forekommet mindre uregelmæssigheder, men det er gået godt, og vi er meget tilfredse indtil videre,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS.