- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Sun-Airs flagskib gør comeback

Dornier 328-flyet skal produceres igen, og Sun-Airs direktør er med i kulissen. Det danske flyselskab er verdens største operatør af flytypen.

Amerikanske Sierra Nevada Corporation (SNC) vil genstarte produktionen af flytypen Dornier 328, der henvender sig til nichesegmentet for 32 sæders passagerfly. Flyet blev produceret frem til 2002, hvor flyproducenten Fairchild-Dornier gik konkurs.

Men inden produktionen kan startes med første forventede levering i 2019, skal flyet opdateres og udvikles, så det matcher de nyeste teknologier og udvikling. Til dette har SNC nedsat en rådgivergruppe – et såkaldt advisory board – og her finder man blandt andre danske Niels Sundberg, stifter af Sun-Air.

Sun-Air er verdens største operatør af 32-sæders Dornier 328-fly med 14 fly i flåden. Selskabet har haft flytypen i sin flåde siden 2005, og Niels Sundberg har handlet med flyet siden 2000.

Et pragtfuldt fly
”Når du bygger nye fly, nedsætter man en gruppe af personer, som kommer med deres erfaringer og ønsker til den nye flytype. Jeg er med for at bidrage med min erfaring om Dornier 328 i civil ruteflyvning,” fortæller Niels Sundberg, der også selv har tilbagelagt mange timer som kaptajn på flytypen. Han ser frem til, at der nu bliver udviklet en ny generation af Dornier 328, der får navnet TRJ328.

”Det er jo en pragtfuld flytype,” siger Niels Sundberg, der valgte Dornier-flyet som afløser for selskabets flåde af Jetstream og ATP-fly i 2005. Dengang markedsførte Sun-Air flytypen som luftens Mercedes.

Sundberg stiftede bekendtskab med SNC første gang, da virksomheden for et par år siden ønskede at købe en håndfuld af Sun-Airs Dornier 328-turbopropelfly, da Sun-Air stod overfor at opgradere fra turbopropel til jet.

At SNC nu står med nøglen til at producere Dornier-fly hænger sammen med, at virksomheden i februar måned i år købte selskabet 328 Support Services GmbH, der har haft typecertifikatet og ydet support på Dornier 328-flytypen siden 2006.

Planlægger større fly
SNC oplyser, at produktionen afTRJ328 skal foregå i et tyrkisk datterselskab, Özjet Havacılık Teknolojileri A.Ş, som udover at bringe flytypen tilbage i produktion skal være med til bane vejen for en produktion af regionale fly i Tyrkiet, hvilket sker i samarbejde med den tyrkiske regering.

Niels Sundberg venter endnu på at få mere information om projektet med det nye TRJ328-fly, men én ting han ser særligt frem til er den planlagte videreudvikling af TRJ328, den 60-sæder store TRJ628.

”TRJ628 skal have dobbelt så mange sæder som Dornier 328, og bruge 25 pct. mindre brændstof. Flyet skal udvikles både i en jet- og en propelvariant,” forklarer Niels Sundberg, der peger på, at flyet derfor bliver en skarp konkurrent til ATR, som lige nu sidder tungt på markedet for 60 sæders passagerfly.

Han er ikke afvisende overfor, at TRJ628 kan blive at finde i Sun-Airs flåde, når flytypen forventes at komme på markedet i 2023. TRJ628 vil blive det første tyrkisk-udviklede og byggede passagerfly.

Kan øge lagerværdi
At Dornier-flyene nu har udsigt til at genindtræde i produktion, kan også få en anden og langt fra uvæsentlig betydning for Sun-Air, der gennem tiden har opbygget en stor lagerbeholdning af reservedele til sine Dornier-fly.

”Det vil i hvert fald ikke forringe vores lagerværdi, når flyet bliver produceret igen, for det vil øge efterspørgslen på reservedele. Vi har et kæmpe lager, som vi har udsigt til at kunne sælge af langt ud i fremtiden – fordi der kommer nye fly på markedet,” siger Niels Sundberg.

Han peger dog på, at priserne på reservedele fra underleverandører vil kunne falde i takt med, at der fra 2019 vil komme flere Dornier-fly på markedet.

TRJ628 skal produceres i både en militær og civil variant. Flyet forventes ifølge SNC at kunne åbne for helt nye nicheruter mellem provinsbyer i bl.a. Tyrkiet.

Billede: Øverst, TRJ328, der ligesom der større TRJ628 (nederst) skal lanceres både i en propel- og jetvariant. Flyene skal indrettes med henholdsvis 32 og 60 sæder. Foto: Sierra Nevada Corporation/PR