- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Sunclass indgår serviceaftale med tysk virksomhed

Sunclass Airlines har underskrevet en femårig aftale med den tyske virksomhed MTU Maintenance om vedligehold af motorerne på flyselskabets Airbus A321.

I de næste fem år skal MTU Maintenance sørge for vedligeholdelse, reparation og eftersyn af Sunclass Airlines-motorer.

Det danske charterflyselskab har nemlig indgået en serviceaftale med den tyske virksomhed om vedligehold af CFM56-5B-motorerne på Sunclass-flåden af Airbus A321-200-fly. Aftalen dækker omfattende MRO-support, AOG (Aircraft on Ground, red.) og on-site-tjenester samt leasing af reservemotorer.

”Vi valgte MTU Maintenance som vores eksklusive serviceudbyder på grund af deres intelligent tilpassede og integrerede servicepakke. Vi ser frem til at modtage fremragende pleje, innovative og omkostningseffektive MRO-løsninger, herunder brugt LLP-materialeforsyning (Life Limited Part, red.) samt individuelt skræddersyet teknisk support,” siger Henrik Mørch Jensen, teknisk direktør i Sunclass Airlines.

MTU Maintenance er verdens største uafhængige udbyder af motor-service. Den tyske virksomhed blev grundlagt i 1979 og har i dag afdelinger flere steder i verden.

Erfaren tysk virksomhed
Hos MTU Maintenance ser man frem til at få det danske flyselskab som kunde i de næste fem år.

”MTU Maintenance er meget glade for at have underskrevet en eksklusiv aftale med den nye kunde Sunclass Airlines. Vi er yderst sikre på, at vores udvalg af tjenester og omfattende motorkompetence gør det muligt for os at give Sunclass Airlines meget pålidelig og omkostningseffektiv MRO samt maksimal ydelse og levetid af deres motorer,” siger Martin Friis-Petersen, direktør for MRO Programs i MTU Aero Engines.

I 2000 tilføjede MTU Maintenance CFM56-motorerne i sin portefølje. Virksomheden har ydet service på godt 2.000 CFM56-motorer de sidste 20 år, og den har over 10 procent af markedsandelen på disse motorer.

Service på CFM56-motorer udføres hos MTU Maintenance Hannover og MTU Maintenance Zhuhai. Service på denne type motor bliver desuden tilføjet porteføljen hos MTU Maintenance Berlin-Brandenburg i løbet af denne sommer.

Selv om MTU Maintenance har faciliteter i Tyskland, skal motorerne på Sunclass Airlines-flyene serviceres på afdelingen i Kina. Det danske flyselskab har otte Airbus A321 i flåden.

 

Relaterede artikler:

Lægger sag an mod Sunclass Airlines

Sunclass går en størrelse op i København

Sunclass Airlines med to A330’ere til Dallas