- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Sunclass udvider samarbejdet med Aviator

Sunclass Airlines har netop udvidet sit samarbejde Aviator, så handlingselskabet ikke blot skal deice Sunclass’ fly i København, men også i tre svenske lufthavne.

Den første vintermåned venter lige rundt om hjørnet. Hvis det bliver en hård vinter med snefald og frostgrader, så kan det have stor betydning for fly i lufthavne, der ligger i et koldt klima. Flyene skal nemlig deices, før det er sikkert at gå på vingerne.

En af de virksomheder, som står for den proces, er handlingselskabet Aviator Airport Alliance. Selskabet har netop indgået en aftale om at forlænge og udvide sit samarbejde med det danske charterselskab Sunclass Airlines. 

I en pressemeddelelse fortæller Aviator, at handlingsselskabet fremover også skal stå for deicing af Sunclass-fly i Stockholm-Arlanda, Malmø og Gøteborg. I forvejen samarbejder selskaberne om deicing i Københavns Lufthavn. Sunclass’ generelle handling i København varetages af SAS Ground Handling.

Forlænger også København-aftale
Som et led i aftalen mellem de to selskaber, er kontrakten om deicing af flyene i Københavns Lufthavn også blevet forlænget, så den ligeledes løber i tre år mere. Det er i tillæg til det nye samarbejde om afisning i de svenske lufthavne.

Handlingselskabet Aviator opererer i 28 lufthavne i både de nordiske lande og andre steder i Europa. Hos det danske charterselskab Sunclass, der er en del af Nordic Leisure Travel Group, er indkøbschef Claus Larsen glad for samarbejdet. 

“I de år, hvor vi har samarbejdet med Aviator, har vi set ægte professionalisme, erfaring og et dybt branchekendskab. Vi er glade for at arbejde med Aviator og stoler på, at vores partnerskab vil fortsætte med at udvikle sig i mange år fremover,” siger indkøbschef Claus Larsen.

Kan føre til strømsvigt under flyvningen
Ifølge Aviator varer processen med at deice et fly i gennemsnit omkring fem minutter. Minutterne er dog godt givet ud, da det kan have katastrofale følger, hvis et fly forsøger at lette uden at være blevet deicet. 

Richard Lundgren, der er leder af afisningsafdelingen hos Aviator, fortæller, at hver gang en flymotor startes, og omdrejningstallet stiger, er der risiko for, at vibrationer brækker klumper af isen af, som så kan blive suget ind i motoren. Og det kan være farligt.

“Når isen først er suget ind, så kan den samle sig på varme overflader i motoren, køle dem ned og fryse dem igen, hvilket potentielt kan forårsage midlertidigt strømsvigt eller anden beskadigelse af motoren under driften,” siger Richard Lundgren.

 

Relaterede artikler:

Is på vingerne tvang BRA-fly til nødlanding

BRA sendte fly i luften uden deicing

Sunclass Airlines får nyt langdistancefly