- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Svært at ekspandere med nye destinationer

Cimber Sterling har været tvunget til at lukke ruterne til flere af de sydeuropæiske destinationer, der er åbnet i løbet af 2010. Det er tilfældet med bl.a. Lissabon, Madrid og Istanbul. Det lader til, at de 'sikre' middelhavsdestinationer og indenrigsruterne er de områder, hvor selskabet klarer sig bedst.

(OPDATERET)

Onsdag den 14. januar 2009 lettede et Boeing 737-700 fra Cimber Sterling med kurs mod London Gatwick Airport. Flyvningen var den første på de 20 nye ruter, der skulle markere Cimber Air´s overtagelse af dele af konkursboet efter det krakkede Sterling Airlines.

Blot 14 måneder senere måtte Cimber Sterling lukke London-ruten – angiveligt efter betydelige tab. Konkurrencen fra easyJet og Norwegian var for hård for det fremadstormende danske flyselskab.

I 2010 måtte selskabet også lukke ruter til bl.a. Edinburgh og Wroclaw. Sidstnævnte var dog en af selskabets ældre regionale ruter tilbage fra Cimber Air-epoken.

I et forsøg på at optimere trafikprogrammet valgte Cimber Sterling at etablere ruter til en række destinationer/lufthavne, der ikke var direkte konkurrenceudsatte fra lavprisflyselskaberne, der opererede fra Københavns Lufthavn.

I 2010 blev nedenstående ruter åbnet – og lukket igen. Ingen af ruterne optræder i sommertrafikprogrammet for 2011. Det viser, at det har været svært for Cimber Sterling at ekspandere til nye destinationer.

København – Madrid: Mandag, onsdag og fredag fra29MAR10
København – Lissabon: Torsdag og søndag fra 20MAJ10
København – London City:To gange dagligt fra mandag til fredagfra 29MAR10
København – Bastia, Korsika: Tirsdag fra06JUL10
København – Bordeaux: Mandag og torsdag fra05JUL10
København – Istanbul:Tirsdag og fredag fra 02NOV10

Herudover åbnede Cimber Sterling den 28. marts direkte ruter fra København, Billund og Aalborg til Antalya i Tyrkiet. Oprindeligt skulle kun ruten fra København have været en helårsrute, men Cimber Sterling valgte senere at lægge Billund-Antalya ind i vintertrafikprogrammet. Men denne afgang er sidenhen fjernet igen.

Det er også værd at notere sig, at Cimber Sterling kun opererer til London fra Billund Lufthavn – og ikke fra Københavns Lufthavn. London er ellers den mest trafikerede destination fra Københavns Lufthavn.

Men fra sommertrafikprogrammet 2010 lukkede Cimber Sterling som før nævntruten til London-Gatwick og etablerede sig i stedet på København-London City ruten, da den blev ledig efter SAS.

Ruten fik dog en kortvarig levetid, da Cimber Sterling blev presset væk, da British Airways-datterselskabet BA City Flyer meldte sin ankomst med nye moderne fly og en attraktiv tidtabel. Cimber Sterling fløj sin sidste afgang mellem København og den britiske hovedstad den 19. september.

Noget kunne tyde på, at Cimber Sterling i stedet har haft held med den forstærkede indenrigssatsning samt flyvningerne til de ‘sikre“ middelhavsdestinationer som Alicante, Barcelona, Mallorca, Gran Canaria, Málaga, Nice, Rom, Firenze, Sicilienog Kreta.

Senest har Cimber Sterling forsøgt sig med ruter til Amsterdam, Zürich og Tel Aviv. Den fremtidige udvikling for disse ruter vil give et fingerpeg om potentialet i udvikling af trafikprogrammet, eller om Cimber Sterling i stedet skal satse på det sikre.Cimber Sterling er nemlig i en vis grad tvunget til at finde hurtige succeser, mens flere velpolstrede konkurrenter kan arbejde mere langsigtet med ruteudvikling.

Foto: Cimber Sterling har i 2010 måttet opgive ruter til Istanbul, Lissabon og Madrid.