- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Swedavia: Stadig driftsunderskud trods passagerfremgang

Den svenske lufthavnsoperatør Swedavia oplevede passagervækst i samtlige lufthavne i første kvartal 2026. Samtidig havde man dog et driftsunderskud på et tocifret millionbeløb.

Swedavia, som står for driften af 10 svenske lufthavne, har offentliggjort sine finansielle resultater for første kvartal 2026, og her er der fremgang i antallet af passagerer, mens driftsresultatet viser et underskud på 101 millioner svenske kroner (69,4 millioner danske kroner).

Det er bedre end første kvartal sidste år, hvor underskuddet lød på 136 millioner svenske kroner (93,4 millioner danske kroner). Samtidig steg nettoomsætningen til 1.674 millioner svenske kroner (1.150 millioner danske kroner), hvilket er en stigning på 164 millioner svenske kroner.

Swedavia noterer sig i kvartalsrapporten, at de eksterne omkostninger i første kvartal 2026 var steget til 105 millioner svenske kroner (72,9 millioner danske kroner), hvilket blandt andet skyldes højere lønninger, IT og energi. Der var dog også øgede personaleomkostninger, som særligt skyldes, at Swedavia nu selv står for sikkerheden i Malmø og i Gøteborg.

Seks procent flere rejsende i Arlanda
Fra januar til og med marts gjorde 7,1 millioner passagerer brug af Swedavias lufthavne, hvilket er 6,6 procent flere end samme periode sidste år.

Heraf rejste 5,1 millioner passagerer på internationale ruter, hvilket er en stigning på 5,6 procent, mens 1,9 millioner passagerer rejste på indenrigsruter, hvilket er en stigning på 9,4 procent.

I Sveriges største lufthavn, Stockholm-Arlanda, var der i første kvartal i år flere passagerer at finde i terminalerne sammenlignet med samme kvartal sidste år, hvor 4,8 millioner passagerer gik igennem lufthavnen.

Således benyttede 5,1 millioner passagerer lufthavnen i årets første tre måneder, hvilket er en stigning på 6,5 procent. Heraf fløj én million passagerer indenrigs, mens 4,1 millioner passagerer fløj på internationale ruter.

Den næststørste lufthavn i Sverige, Gøteborg-Landvetter, håndterede i første kvartal 2026 1.060.833 passagerer, hvilket er 3,4 procent flere end samme periode sidste år. Heraf satte 114.065 passagerer sig ombord på indenrigsfly, mens 946.768 passagerer fløj på internationale ruter.

Samtlige af Swedavias lufthavne oplevede en stigning i antallet af passagerer i første kvartal 2026 sammenlignet med samme kvartal sidste år. Den største procentuelle stigning sås i Visby Lufthavn, hvor 25 procent flere passagerer benyttede lufthavnen. Her var der 47.880 passagerer, hvoraf 47.506 passagerer fløj på internationale ruter, og 374 passagerer fløj indenrigs.

Holder øje med situationen i Mellemøsten
Fra Swedavias administrerende direktør, Mats Johannesson, lyder det, at han glæder sig over væksten, og at udbuddet af destinationer stiger i Swedavias lufthavne. På samme tid lægger han dog ikke skjul på, at den nuværende verdenssituation er ustabil.

”Swedavias nettoomsætning steg, og driftsresultatet blev forbedret sammenlignet med 2025. I første kvartal steg efterspørgslen på både internationale og indenrigsrejser trods en usikker global situation. Samtidig fortsætter udbuddet af ruter og destinationer med at vokse, herunder en rute mellem Shanghai og Arlanda, som China Eastern har annonceret,” siger han.

Det svenske lufthavnsselskab påpeger, at sikkerhedssituationen i Mellemøsten har en direkte indvirkning på luftfarten i form af ændringer i flyruter og stigende brændstofpriser. Det er en situation, som man overvåger i tæt dialog med relevante aktører, lyder det.

 

Relaterede artikler:

Trods fortsat Swedavia-vækst: Genopretning langt væk

Passagervæksten fortsætter i svenske lufthavne

For første gang siden 2019: Sorte tal hos Swedavia