En Boeing 777 fra Swiss måtte tirsdag lande på Azorerne på vej over Atlanten, da der blev registreret en skarp lugt i Economy-kabinen. Seks personer om bord følte ubehag i forbindelse med hændelsen.
Tirsdag 25. august 2026 måtte et stort langdistancefly foretage en uventet landing midt ude i Atlanterhavet.
Det var en Boeing 777-300ER (registrering HB-JNF) fra Swiss, der var af sted på rute LX9 fra Chicago til Zürich med 222 passagerer og 16 besætningsmedlemmer om bord. Afgang fra Chicago var 24. august.
Besætningen på flyet registrerede en skarp lugt i Economy Class, da flyet var i en højde af 37.000 (11.277 meter, red.) omkring 780 nautiske mil (1.445 kilometer, red.) nordvest for Lajes på øen Terceira i Azorerne. Det skriver The Aviation Herald. Piloterne besluttede herefter at omdirigere flyet til Lajes som følge af den uidentificerbare kabinelugt.
Boeing 777-flyet fra Swiss landede sikkert på bane 33 i Lajes Airport omkring 90 minutter senere.
Seks personer følte ubehag
Efter hændelsen har Swiss sendt en erklæring ud, hvor selskabet fortæller om forløbet af den uventede situation.
’I en situation som denne tager vores besætning ingen risici og træffer den forsigtige beslutning at lande i en passende lufthavn. I samarbejde med de ansvarlige flyvekontrolmyndigheder blev der også erklæret en nødsituation for at sikre, at flyet fik den rette prioritet i luftrummet, lyder det fra presseafdelingen hos det schweiziske flyselskab.
Swiss understreger, at flyet landede sikkert klokken 06.30 lokal tid på Terceira under yderligere hændelser. Flyet kunne efterfølgende køre væk fra landingsbanen ved egen kraft, og alle ombordværende kunne forlade flyet på normal vis.
Omkring fem passagerer og ét besætningsmedlem fik foretaget en lægeundersøgelse efter landing, da de alle kortvarigt havde oplevet symptomer som øjenirritation, kvalme eller hovedpine. Ingen af dem havde brug for yderligere lægehjælp.
Endnu uvis årsag til skarp lugt
Boeing 777-Fflyet, der var impliceret i hændelsen, er 10 år gammelt, og det står stadig på jorden på Azorerne efter hændelsen. Swiss er bevidst om, at hændelsen kan berøre passagererne.
’Vi er klar over, at en omdirigering af denne art kan være foruroligende for vores passagerer og forårsage usikkerhed. Det er derfor endnu vigtigere for os at fortsætte med at give dem den bedst mulige pleje og at gøre det muligt for dem at fortsætte deres rejse til Zürich så hurtigt som muligt,’ lyder det fra flyselskabet.
Swiss fandt et erstatningsfly til de strandede passagerer, og det var flyet med registrering HB-JNK, der tirsdag aften fragtede passagererne det sidste stykke vej til Zürich.
’På nuværende tidspunkt kan vi ikke med sikkerhed sige, hvad der forårsagede den skarpe lugt i Economy Class-kabinen. Vores eksperter vil grundigt inspicere flyet. Vi beder om jeres forståelse for, at vi ikke vil spekulere i mulige årsager, før disse undersøgelser er afsluttet,’ lyder det fra Swiss.
Tirsdagens rundtur mellem Zürich og Chicago blev aflyst, da det var hændelsesflyet, som skulle være benyttet på flyvningerne. Swiss har fundet alternative rejsemuligheder til passagerer på de aflyste afgange.
Relaterede artikler:
Swiss forsvarer evakuering efter Delhi-hændelse