- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Swiss klar med tredje destination i Indien

Foruden Delhi og Mumbai vil Swiss i vintertrafikprogrammet 2026/27 også flyve til en tredje indisk destination fra Zürich. Ruten vil blive betjent med fem ugentlige flyvninger.

Kunderne hos Swiss får senere på året en helt ny interkontinental destination at vælge imellem.

Således oplyser det schweiziske flyselskab, at det i vintertrafikprogrammet 2026/27 åbner en direkte rute fra Zürich til Bengaluru i det sydlige. Det bliver Swiss’ tredje destination i Indien efter Delhi og Mumbai, og det er først gang, at flyselskabet vil operere til byen.

Der bliver afgang fra Zürich på rute LX140 klokken 13.20 og med ankomst i Bengaluru klokken 02.55 den følgende dag. På returflyvningen er der afgang på rute LX141 klokken 04.50 og med ankomst klokken 10.50 i Zürich.

Ruten mellem Zürich og Bengaluru vil blive betjent fem gange om ugen med Airbus A330-300 – alle dage på nær mandag og onsdag. Første flyvning bliver 27. oktober 2026.

Imødekommer efterspørgsel fra erhvervslivet
Bengaluru har omkring 15 millioner indbyggere og er Indiens fjerdestørste by. Byen er en af Asiens førende centre inden for højteknologi og innovation, og den er base for både internationale tech-virksomheder og adskillige europæiske virksomheder.

”Vi er glade for, at vi med Bengaluru snart kan tilbyde vores kunder endnu en attraktiv og alsidig langdistancedestination,” siger Jens Fehlinger, administrerende direktør for Swiss.

”Indiens Silicon Valley har meget at tilbyde både fritids- og forretningsrejsende og er også en perfekt gateway til at udforske det sydlige Indien. Vores nye Bengaluru-rute er især rettet mod at imødekomme den voksende efterspørgsel i erhvervslivet efter direkte flyvninger til dette store teknologiknudepunkt.”

88 destinationer den kommende vinter
Foruden rutenyheden kan Swiss også oplyse, at flåden af Airbus A350-900-fly vil vokse fra de nuværende to fly til fem fly inden udgangen af året. Dermed kan flere kunder snart få glæde af det nye Swiss Senses, der er selskabets nye servicekoncept på langdistanceruter.

Swiss betjener i dag Boston og Seoul med A350-fly, og til september vil flyet også blive sat ind på ruten fra Zürich til Shanghai og til Johannesburg senere på året.

I det kommende vintertrafikprogram vil Swiss betjene i alt 60 europæiske og 24 interkontinentale destinationer fra Zürich. Herudover vil Swiss flyve til yderligere fire andre destinationer fra Genève, så selskabets samlede antal destinationer til vinter bliver 88.

Fra Genève vil Swiss flyve til New York og 15 destinationer i Europa i det kommende vintertrafikprogram.

 

Relaterede artikler:

Swiss forsvarer evakuering efter Delhi-hændelse

Europæiske flyselskaber øger til Asien

Swiss må sætte en tredjedel af sine A220-fly på jorden