- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Tæt på at besvime under landing

To Germanwings-piloter var tæt på at besvime under en landing i Køln. To lignende episoder med samme flytype fra samme selskab indtraf i ugerne før.

Den 19.december 2010 lettede et Airbus A319-fly fra Lufthansas lavprisselskab Germanwings fra Wien med tre timers forsinkelse på grund af snefald og satte kursen mod Køln. Ombord var 144 passagerer og fem besætningsmedlemmer. Efter en helt almindelig uproblematisk flyvning begyndte piloterne indflyvningen til den tyske lufthavn, da den 26-årige styrmand pludselig følte sig meget syg og frygtede at skulle kaste op.

Han lugtede en kraftig ”elektrisk duft” og tog sin iltmaske på. Det fik den 35-årige kaptajn til at se ned på sine hænder og ben, som rystede. Han blev mere og mere desorienteret og fik tunnelsyn. Herefter tog kaptajnen også iltmaske på. Ilten fik kaptajnen til at føle sig bedre, mens styrmandens tilstand fortsatte med at blive forværret. Detfremgår af en redegørelse fra de tyske luftfartsmyndigheder, som avisen Welt am Sonntag har fået fat i.

Kaptajnen bad styrmanden kontakte flyvekontrollen og erklære, at flyet var i en nødsituation og havde behov for at lande med det samme. Flyvelederne bad et andet Airbus A319-fly foran Germanwings-flyet om, at afbryde sin landing, så flyet med de to syge piloter havde indflyvningen til Kølns bane 14L for sig selv.

Herefter slog kaptajnen autopiloten fra og overtog selv styringen med flyet, der fløj lidt for hurtigt i forhold til hvad det skulle på indflyvningen. Han aktiverede derfor spoilerne på flyets vinger for at tage toppen af farten. Samtidig bad han styrmanden om at sænke flyets landingshjul.

En evighed
Sidenhen har styrmanden forklaret, at han på dette tidspunkt ikke var i stand til at overskue situationen og ikke længere kunne bearbejde den information, som han modtog. Kaptajnen følte også at han havde nået grænsen for hvad han var i stand til at klare.

Styrmanden beskrev efterfølgende, at han følte at der gik en evighed fra flyet var i 1800 fods højde og til det landede i Kølns lufthavn. Begge piloter har forklaret, at de umiddelbart før landingen opfattede situationen som surrealistisk og som i en drøm.

De landede flyet med for høj fart, men fik det bremset og kørt væk fra landingsbanen. Piloterne taxiede til en standplads væk fra lufthavnens passagerterminal. Her stod ambulancer og brandbiler klar.

Tæt ved at besvime
Da piloterne blev undersøgt af en læge vidste det sig, at kaptajnen havde omkring 70 procent ilt i blodet, og at styrmanden havde under 80 procent. Et normalt menneske har en iltprocent på 95 – 98 procent. Lægen konkluderede, at piloterne havde været tæt ved helt at besvime under landingen.

De tyske luftfartsmyndigheder har slået fast, at begivenhederne i cockpittet ikke blev opdaget af kabinepersonalet før efter landingen.

Mekanikere fra Germanwings undersøgte straks efter landingen flyets cockpit. De identificerede straks lugten i cockpittet, som lugten af de-icing væske. 15 minutter efter landingen kunne mekanikerne tydeligt lugte væsken. Efter at have fået skiftet en ventilator i cockpittet og gennemgået en uproblematisk 45 minutters testflyvning, blev flyet meldt klar igen næste dag. Styrmanden var til gengæld sygemeldt i seks måneder.

Besætningerne på to andre Airbus A319-fly fra Germanwings oplevede samme lugt i cockpittet i to tilfælde i ugerne op til episoden den 19. december 2010. Dog ikke med så stor indvirkning på besætningen, som det var tilfældet her.