- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Tæt på det nyeste medlem af Airbus-familien

Som eneste danske medie besigtigede CHECK-IN.dk torsdag det første eksemplar af Airbus' nye A350XWB, der forventes i luften første gang inden for to uger.

(TOULOUSE) Airbus’ ingeniører er i fuld gang med de sidste forberedelser til den nye Airbus A350XWB’s (eXtra WideBody) første flyvning, som forventes at finde sted i slutningen af næste uge eller starten af ugen efter. Da CHECK-IN.dk torsdag eftermiddag kigger forbi flyet midt i den myriade af bygninger og hangarer, der udgør Airbus-fabrikkerne i Toulouse, har en gruppe af ingeniører travlt med at få styr på en håndfuld løse ledninger, der stikker ud fra flyets venstre motor. Motorerne er dog allerede blevet testet første gang i søndags.
Efter mere end seks uger med næsten konstant regnvejr er vejret begyndt at vise sig fra sin pænere side i det sydfranske. Men mange andre faktorer spiller også ind, inden flyet får lov at slippe jorden for første gang. Og beslutningen om hvornår flyet skal have luft under vingerne, er alene op til Airbus’ testflyvningsafdeling at afgøre.
Fremvisningen af det nye fly er omgærdet med store sikkerhedsforanstaltninger og kraftige formaninger om ikke at røre ved flyet, som kun må besigtiges udefra. Herfra kan man se et fly, der mangler paneler flere steder på vingerne. Og en gruppe på mindst otte Airbus-ingeniører står samlet under bugen på flyet og stirrer intenst op i flyets hjulkasser, mens én kollega arbejder med noget i hjulkasserne. Samtidig holder adskillige sikkerhedsvagter øje med, at en kæk luftfartsjournalist ikke sparker til flyets dæk.
Fra -50 til +40 grader
De kommende mere end 2.500 timers testflyvninger vil blive gennemført med i alt fem fly. MSN001 og MSN003 skal gerne gå i luften i år, mens MSN002, 004 og 005 efter planen går på vingerne i første halvår af 2014. De fem fly skal bruges til at teste vidt forskellige ting. De to første fly skal primært bruges til at teste flyets grundlæggende systemer, flyveegenskaber og motorevne.
MSN002 bliver det første fly med en rigtig kabine installeret og det fly skal også bruges til kulde- og varmetests i spændet fra -50 til +40 grader celsius. Sammen med MSN004 skal MSN002 også bruges til at få flytypen certificeret. Endelig skal MSN005 bruges til træning og test af kabinelayouts samt til at foretage testruteflyvninger til lufthavne over hele verden.
I andet halvår 2014 er det planen, at flyets første kunde, Qatar Airways, skal modtage sit første eksemplar. Der er til dato solgt mere end 600 Airbus A350XWB-fly.
Ikke Dreamliner-konkurrent
Airbus A350-900 er standardudgaven, men Airbus har også solgt den mindre -800 og den større -1000. Sidstnævnte bliver den første Airbus kaster sig over at bygge, når produktionen af -900 udgaven kører på skinner.
Efter planen skal Airbus A350-1000 flyve første gang i midten af 2016 og indsættes i service hos et luftfartsselskab cirka et år senere. Airbus’ chef for A350-programmet, Didier Evrard, forsikrer, at -1000 ikke bliver den store udfording.
“Risikoen ved udviklingen af A350-1000 fra A350-900 er lav. Det er samme hydraulik, samme elektriske systemer, samme instrumenter og avionics. Det handler primært om at tilføje seks skrogsektioner foran vingen og fem bagved vingen,“ forklarer Didier Evrard til mere end 120 journalister fra 40 lande, som Airbus har inviteret til Toulouse for at høre om Airbus A350’eren.
A350-1000 får plads til op til 400 passagerer, og vil derfor mere blive en konkurrent til Boeings 777-serie end til Boeings 787 Dreamliner, sådan som A350-programmet oprindeligt var tænkt.
Airbus peger da også på, at Boeing nu pusler med planer om at udvikle en opdateret version af sin eksisterende Boeing 777. Ifølge Airbus et tegn på, at Boeing har erkendt, at Dreamlineren ikke kan konkurrere med den største A350-version, A350-1000.
Tilbage til lithium
I januar i år løb Boeings 787 Dreamliner ind i alvorlige problemer med lithium batterierne ombord, hvilket medførte et mere end tre måneder langt flyveforbud til hele flytypen.
Airbus besluttede ret hurtigt efter at konkurrenten havde fået flyveforbud, at udskifte A350’erens lithium-ion batterier med traditionelle cadmium-batterier. De første testfly vil dog have lithium-ion batterier, men de fly, der skal leveres til Qatar Airways får traditionelle batterier. Det sker for at undgå forsinkelser i leveringen af de første fly.
Men Didier Evrard udelukker ikke, at Airbus en dag går tilbage til lithium-ion.
“Vi har to muligheder. Den vi tester og den vi ved virker,“ siger Didier Evrard og peger på, at lithium-ion batteriet er langt lettere end cadmium-batteriet.
Både Boeing og Airbus valgte oprindeligt lithium-batterier for at spare vægt og dermed mindske flyenes brændstofforbrug.
Se flere billeder fra besøget i Toulouse på CHECK-IN.dk’s Facebook-side.
Fotos: Andreas Krog.